HADERSLEV: Anton var ude i kuling og stærk modstrøm på sin vej fra Ebeltoft til de sønderjyske farvande, men Anton er en sej kutter, der har prøvet lidt af hvert, siden den blev søsat i 1948, og i går nåede den i havn i Haderslev. Med 70 bådflygtninge, som kunstner og provokatør Jens Galschiøt har kaldt de 70 skulpturer, der fylder op på dækket.
En flydende kunstinstallation, som Landsforeningen Levende Hav har taget initiativ til at skabe for at sætte fokus på FN's 2015-mål mod fattigdom og nød.
-- Vi brænder for at formidle, at vi alle har et tungt ansvar for at handle, og vi brænder for at formidle, at det faktisk hjælper, når vi gør noget, udtaler formand for Levende Hav, Knud Andersen.
At det nytter at gøre en indsats, viser tal fra FN, der stadig har store udfordringer, men også kan melde om færre mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, mange flere drikker rent drikkevand, og færre spædbørn dør.
Det budskab får danskerne stukket i hånden i dag, når frivillige landet over uddeler avisen 'Verdens Bedste Nyheder', og de frivillige serverer også morgenbrød, sponseret af Kohberg.
I Haderslev sker det på Gravene, Rutebilstationen, Rådhuset, Havnen, Handelsskolen, Katedralskolen og Sprogcentret mellem kl. 7.00-9.00.
Kl. 15.00 åbner borgmester Jens Christian Gjesing (S) kampagnen på havnen, som folk vil kunne besøge, indtil Anton lægger fra kaj mandag.