Annonce
Sport

Antonsen får stryg af verdensetter i sæsonfinalen

str/Ritzau Scanpix
Anders Antonsen kæmpede og tvang Kento Momota ud i tre sæt, inden japaneren vandt opgøret i sæsonfinalen.

Badmintonspilleren Anders Antonsen kæmpede bravt torsdag i sæsonfinalen, da han mødte verdensetteren Kento Momota.

Danskeren vandt første sæt 21-19, men efter flot spil kampen igennem tabte Antonsen andet sæt 15-21, og det blev også cifrene i tredje sæt i japanerens favør.

Dermed vandt Kento Momota kampen, og Anders Antonsen har to nederlag i gruppe A, hvor han også har tabt til Jonatan Christie, men verdensranglistens nummer tre kan endnu ikke skrives ud af sæsonfinalen.

Fredag møder Anders Antonsen Tzu-Wei Wang fra Taiwan, og vinder Antonsen i to sæt, mens Momota vinder i to sæt mod Christie, så avancerer danskeren fra gruppen.

Antonsen kom foran 2-0, 3-2 og 5-4 i første sæt, men så hentede Momota tre point i træk og bragte sig foran 7-5.

Det animerede den 22-årige dansker til en imponerende stime, og Antonsen svarede igen med at nappe otte point i træk og bringe sig foran 13-7.

Det var tæt på det niende point i træk, men Antonsen returnerede lidt for passivt, og verdensetteren slog til og reducerede til 8-13.

Det blev 14-9 til Antonsen, og Momota reducerede yderligere med to point til 11-14.

Det bølgede lidt frem og tilbage, inden en næsten uhyggelig stærk Momota udlignede til 15-15.

Det femte point i træk til japaneren betød 16-15-føring, inden Antonsen var hurtig ved nettet og udlignede til 16-16.

Fra 17-17 hentede Antonsen to point i det nervepirrende sæt, og danskeren endte med at vinde første sæt 21-19.

I andet sæt tog Momota teten fra start og kom foran 6-1, men Antonsen arbejdede sig tilbage og reducerede til 6-8.

Danskeren hang i ved 13-16 og reducerede yderligere, men Momota tog så fire point i træk og sikrede sig derefter andet sæt med 21-15.

Efter et smash kom Antonsen på 1-4 i tredje sæt, hvor Momota fløj afsted i indledningen. Danskeren gav dog ikke op og iværksatte et vildt comeback.

Antonsen var således nede 1-6, men kom tilbage og bragte sig foran 7-6.

Efter seks point i træk til danskeren udlignede Momota, men Antonsen spillede klogt, holdt presset og øgede til 11-7.

Tre nemme point til japaneren betød spænding, men en stor fejl af Momota gav en foræring til Antonsen til 12-10, og det blev hurtigt 13-10.

Så slap kræfterne op, og Momota bragte sig foran 16-14 og 19-15 og hentede sin anden gruppesejr med 21-15 i tredje sæt.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fortsæt nu endelig bare det gode arbejde

Det har siden september kostet et velfortjent klip i kørekortet, hvis politiet opdager, at du roder med din mobiltelefon, mens du kører bil. 6814 bilister har følt konsekvensen af den strammede lovgivning. Det er mange, men det er ikke en eneste for mange. Tvært imod. Det var på høje tid, at konsekvensen for åbenlyst uopmærksom adfærd i trafikken blev takseret hårdere. Politiet anslår, at op mod 30-35 procent af uheld og ulykker i trafikken skyldes uopmærksomhed. Mennesker kommer alvorligt til skade. Nogen kære dør. Fordi andre mener, at det er nødvendigt at læse en sms, kigge på Facebook, skrive en besked i Messenger, lede efter musik på Spotify. Mens bilen tordner afsted gennem landskabet. Det tager ikke meget mere end fire sekunder at læse en sms og besvare med et thumbs up, en smiley eller et hjerte. Mange af os har gjort det. Men fire sekunder er knap 60 meter hen ad vejen ved skolen. Det er knap 90 meter på landevejen. Og næsten 125 meter på motorvejen, hvor fartbegrænsningen er 110 kilometer i timen. I blinde. Det er livsfarligt, og selvfølgelig skal den slags ligegyldighed med andres liv og helbred koste noget mærkbart. Leder af færdselspolitiet ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Knud Reinholdt, havde forventet, at flere ville lade mobilen ligge, da klippereglen trådte i kraft i september. Det forventede han med afsæt i erfaringer, fra dengang hastighedsforseelser begyndte at koste klip. Sådan er det desværre ikke gået. Der er ikke noget i antallet af klip, der tyder på bedring. Der er ikke noget i færdselspolitiets oplevelser, der tyder på det. I virkeligheden er det nok ikke så overraskende. Vi - og det vi gælder altså næsten os alle - har fået et helt utroligt tæt forhold til vores mobiltelefoner, og vi sætter den over venner, familie, koner og børn i masser af sociale sammenhænge. Der er det dog ikke strafbart, blot tankevækkende. I trafikken derimod skal vi ikke acceptere det. Det tog tid med alkohol og det at føre bil, men det blev dog med tiden totalt uacceptabelt. Vi må samme vej med mobilen, og vejen går over en række klippede kørekort. Klø på, kære politi. Vi trænger tydeligvis til kollektiv opdragelse, og den må være lidt hårdhændet. Hver og en af dem I klipper har fortjent det.

Annonce