Annonce
Sport

Antonsen spiller sig i karrierens største finale

Adek Berry/Ritzau Scanpix
Badmintonspilleren Anders Antonsen er finaleklar i Indonesia Open efter sejr over spiller fra Hongkong.

Anders Antonsen skal spille om sejren i Indonesia Open.

Lørdag avancerede den aarhusianske badmintonkomet til finalen i turneringen, der er en af årets største, da han i semifinalen slog Wong Wing Ki Vincent fra Hongkong.

Antonsen vandt overbevisende i to sæt med cifrene 21-17, 21-10.

I finalen søndag venter fjerdeseedede Chou Tien Chen fra Taiwan. Her skal Anders Antonsen forsøge at bryde en skidt statistik. Danskeren har således ikke formået at slå taiwaneren, de fire gange de har mødt hinanden.

Det er første gang i 22-årige Antonsens karriere, at han spiller sig i finalen i en Super 1000-turnering, som er det højeste niveau på World Touren. Kun All England og China Open rangerer lige så højt, mens sæsonfinalen er den eneste turnering, der rangerer højere.

Første sæt lørdag startede tæt. Antonsen kom foran 2-0 og 3-1, men efter en god periode fra Wong Wing Ki Vincent, der var med i turneringen på et afbud, kom hongkongeren foran 5-3.

Men Antonsen tog teten igen med aggressivt spil og kom foran 12-8, inden Ki Vincent fik udlignet til 12-12. Det var dog sidste gang, der var lighed på pointtavlen i første sæt. Antonsen trak igen fra og tog sættet.

Danskeren startede andet sæt med at komme bagud 0-3, men der var ikke meget panik at spore hos Antonsen, der virkede til at være i kontrol. 0-3 blev hurtigt vendt til 8-4, og så kunne han så småt øjne finalebilletten.

Ki Vincent kom inden for tre point ved 5-8 og 7-10, men tættere blev det ikke, og så blev danskeren klar til sin hidtil største finale.

Det er tredje gang i både 2019 og i karrieren, at Anders Antonsen skal spille en World Tour-finale.

I januar vandt han over verdensetter Kento Momota i Super 500-turneringen Indonesia Masters, mens det i februar endte med et nederlag til Viktor Axelsen i Super 300-turneringen Spain Masters.

Jan Ø. Jørgensen har som den eneste dansker vundet Indonesia Open i herresingle. Det skete i 2014.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Annonce