Bramming / Esbjerg: Helt uden tidsbestilling kan alle borgere fra på fredag få vaccination mod corona-virus på apoteket i Bramming, Brørup, Holsted og Krone Apoteket Broen i Esbjerg. Det gælder alle aldersgrupper fra fem år og op, og også borgere, der eventuelt ikke har fået alle stik.
Det fortæller Mujeeb Safi, der er souschef i den apotekerkæde, der driver apotekerne i Bramming, Holsted, Brørup og Krone Apoteket Broen i Esbjerg.
- På alle apotekerne kan man fra åbningstid til lukketid uden tidsbestilling komme og få det tredje stik. Vi vil både vaccinere med Pfizer og Moderna, men da det er så få, der har fået Moderna, vil vi kun tilbyde Moderna på onsdage, siger Mujeeb Safi.
Minus 80 grader
Det er en stor logistisk opgave at opbevare og sikre de mange vacciner med de rette temperaturer, så derfor er mandag udvalgt til Moderna - resten af ugen til Pfizer.
Det er farmakonomer og farmaceuter, der foretager stikket, og selv om de har stor erfaring med influenzavaccinationer, som onsdag skal have et kort kursus i at håndtere og stikke korrekt med corona-vaccinerne.
De fire apoteker har her i efteråret tilsammen givet op til 150 influenzastik om dagen.
Kødannelse
Vaccinationstiderne er i apotekernes åbningstider og lørdag 9.00 til 12.45 og 10 til 13 på Krone Apoteket Broen. Men man skal beregne et kvarter til at sidde og vente på en stol for at observere mulige reaktioner på vaccinen.
Det er muligt at få influenzavaccinen i samme ombæring, men Mujeeb Safi anbefaler, at man tager dem med en uges mellemrum.
Man skal nok også forberede sig på, at der vil være kødannelse.
- I København er apotekerne begyndt at vaccinere mandag. Her blev der givet 400 vaccinationer på de første 30 minutter, så der vil komme pres på her også, forudser Mujeeb Safi.
Ribe forventer nyt torsdag
På Neptun apotekerne i Ribe og Esbjerg er apoteker Jakob Møller fortsat ved at få tingene til at falde på plads. Ifølge apotekernes telefonsvarer tirsdag eftermiddag er der ikke nyt om sagen før fredag. Interesserede opfordres til at holde øje med Neptun Apoteks hjemmeside i løbet af torsdagen.
Det har ikke været muligt at træffe apoteker Jakob Møller.