Annonce
Danmark

Apple: Derfor dropper vi Aabenraa

Apple har tirsdag meddelt Aabenraa Kommune, at man dropper planere om et sønderjysk datacenter. Foto: Arnd Wiegmann/Reuters
Apple har besluttet at satse fuldt ud på et datacenter i Viborg og dropper derfor selskabets planer om et datacenter i Aabenraa, lyder det fra IT-giganten.

Datacenter: Apple ønsker at satse fuldt ud på selskabets kommende datacenter i Viborg. Derfor dropper giganten nu planerne om et datacenter i Aabenraa. Sådan lyder forklaringen fra Apple, efter at selskabet tirsdag meddelte Aabenraa Kommune, at planerne om et sønderjyske datacenter lægges i graven. Apple bekræfter over for avisen Danmark, at selskabets 285 hektar grund i Aabenraa nu er sat til salg.

- Samtidig med at vi nærmer os færdiggørelsen af vores datacenter ved Viborg, har vi besluttet at fokusere på at udvide denne lokation i stedet for at bygge endnu et datacenter ved Aabenraa, skriver Apple i et skriftligt svar, hvor selskabet samtidig takker Aabenraa for det korte samarbejde.

- Vi er taknemmelige over den stærke opbakning, vi har mødt, både hos kommunen og i lokalmiljøet i Aabenraa. Som alle vores datacentre vil vores datacenter ved Viborg blive drevet af 100% vedvarende energi, som kommer fra to vedvarende energiprojekter vi etablerer i Danmark. Vi ser frem til fortsat at investere og udvikle vores forretning i Danmark.

Annonce

Ingen kommentarer

Apple annoncerede i sommeren 2017, at man havde købt 285 hektar jord til etablering af et meget stort datacenter. Senere samme år købte Google en meget stor nabogrund til Apple.

Apple holdt i april 2018 åbent hus, hvor borgere fik mulighed for at se nærmere på planerne om datacentret. Aabenraa-borgmester Thomas Andresen (V) udtalte i april i år til JydskeVestkysten, at han ikke var bekymret for, at Apple endnu ikke havde påbegyndt byggeriet af datacentret, da selskabet ifølge ham allerede havde brugt et trecifret millionbeløb på jordkøb og tilslutninger.

Avisen Danmark har været i kontakt med Apple for at få svar på, hvorfor firmaet først nu har besluttet at droppe datacentret i Aabenraa, hvor mange penge selskabet har brugt og mister på de skrinlagte planer, og om Facebooks beslutning om at droppe et datacenter i Esbjerg i marts har haft en betydning. Men Apple ønsker ikke at kommentere yderligere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce