Ribe: Størst, længst og højest.
Sådan lyder nogle af slagordene for den nye legeplads, som en særligt nedsat arbejdsgruppe arbejder på at få i stand ved Ribe Fritidscenter i forbindelse med det streetområde, Esbjerg Kommune allerede har bevilget 1,65 mio. kr. til med blandt andet skaterramper.
Hos politikerne kaldes området på smukkeste vis for "et levende og aktivt gadeidrætsmiljø, der skaber bedre balance i Ribes ungdomsliv", og arbejdsgruppen ønsker en udvidelse med en spektakulær legeplads, der gerne skal tiltrække både lokale, turister og børnefamilier langvejs fra.
Der har netop været afholdt møde i arbejdsgruppen bag, og med på mødet var også formand for Esbjerg Kommunes Kultur & Fritidsudvalg, Peder Tørnqvist(K), der er ovenud positiv over for, at der er sat gang i helt konkrete planer for området.
- Det er ikke bare en gynge, der skal sættes op. Udgangspunktet er, at det skal være ekstraordinært, og det bliver ikke en legeplads i gængs forstand. Planen er, at det bliver meget mere end det, og det går i tråd med kommunens tankegang om mere aktivitet for borgerne, siger Peder Tørnqvist, der nævner fonde og private investorer som mulige bidragydere.
Fortjener opbakning
Peder Tørnqvist forklarer, at første spadestik til det nye streetmiljø tages i april eller maj, og han ser frem til snart at modtage et idéoplæg fra arbejdsgruppen bag legepladsen, så det kan forelægges Kultur & Fritidsudvalget, fordi planerne ifølge Tørnqvist fortjener al den opbakning, man kan banke op af jorden.
Direktør Peter Laursen er et af medlemmerne i arbejdsgruppen. Han var manden, der for to år siden luftede idéen om et attraktivt aktivitetsområde, og han forklarer, at man er i gang med at udarbejde et forslag, selv om de endelige planerne endnu ikke er helt på plads, ligesom man heller ikke kender det endelige budget.
- Vi arbejder på et skitseforslag, så vi har noget at gå videre med til fondene, siger Peter Laursen og forklarer, at flere private aktører har tilkendegivet, at de også vil være villige til at bidrage til projektet.
- Vi gør det her, fordi vi synes, der mangler noget i Ribe, og med et projekt som dette vil vi gerne give både turister og børnefamilier endnu en grund til at kommer hertil. På den måde håber vi Ribe som turistdestination kan blive flettet sammen med fritidscentrets plan om at sætte Ribe i bevægelse, siger Peter Laursen, der sidder i arbejdsgruppe med Ole Jørgensen fra Invactor, Michael Nørgaard fra Nørgaard Anlæg, Flemming Rasmussen fra Kvickly Ribe, Claus Pedersen fra Danhostel Ribe samt Carsten Lund og Jørgen Jepsen fra Ribe Fritidscenter.