Arkitektens og kunstnerens besøgshave: I den gule have skinner solen altid

Det føles, som om solens stråler bryder gennem den ellers regngrå himmel, men da jeg forbløffet kigger op mod skyerne, er de lige så tætte som tidligere. Alligevel skinner solen i den gule have. Strålerne må komme fra blomsterne, der, som navnet antyder, alle er gule.

- Anne Just kunne ellers ikke lide den gule farve. Hun brugte den sjældent i sine malerier. Men en gul have skulle hun have, og Anne sagde, at her var der altid solskin, siger Lene Elisabeth Rasmussen, der er gartner i Haven i Hune.

Og hun har helt ret, tænker jeg og skæver op til himlen igen. Den er stadig grå, men haven føles lys og varm. ”Et lille stykke af paradis” kalder arkitekten Claus Bonderup, der er afdøde Anne Justs mand, haven, som de tegnede, byggede og plantede sammen. Han bor stadig i huset i midten af haven. Et hus, han selv har tegnet og fyldt med alt fra udstoppede dyr til marmorfliser, arkitektur-bøger og Anne Justs enorme blomstermalerier.

Haven i Hune er ligesom malerierne frodig, overfyldt og farverig. Den er også et levende kunstværk, som bliver vist frem for 11.000 besøgende hvert år.

- Flere vil vi ikke have. Vi kan ikke holde til mere, siger Claus Bonderup, der stadig står i indgangen og tager imod betaling fra gæsterne.

- Da vi åbnede haven for besøgende, sagde Anne, at så måtte jeg tage imod en tier fra hver. Det gad jeg ikke, sagde jeg. Men jeg gør det endnu, smiler han.

Efter den opløftende gule have går man ind i den køligere nordlige have. Der er små gange og æbler i espalier, der blomstrer i forsommeren. Hele Haven i Hune består af små oplevelsesrum, de fleste delt op i farver: den røde have, irisbakken, palethaven, pergolaen eller pastelhaven. Der er også griseslottet og lysthuset.

Mellem nordhaven og sydhaven, der er fyldt med roser, ligger Værkstedet, som Anne Just og Claus Bonderup købte i 1991. Nu er det havehotel med plads til fire gæster, der kan vågne til lyden af rislende vand og kvidrende fugle, men dengang boede ægteparret i huset. Senere købte de nabohuset, og som naboerne blev ældre og flyttede, købte de flere af husene og udvidede deres lille paradis. I 1996 tegnede og byggede Claus Bonderup sit hus og et atelier til sin hustru, så hun kunne sidde i lys fra nord og male blomstrende billeder.

Det hele - husene og haverne - har han streget op efter gamle arkitektoniske principper og det gyldne snit. Og selvfølgelig efter lyset og lysten til at skabe en have, hvor man går på opdagelse og lader sig selv fare vild.

- Ja, ligesom når man går i Venedigs smalle gader, og man bliver nysgerrig efter at se, hvad der er henne om hjørnet. Det er så vidunderligt, når man er i Venedig, at fare vild. Jeg farer altid vild, når jeg er der, siger Claus Bonderup, der, inden han blev professor ved Aalborg Universitet, rejste verden rundt og satte nogle markante arkitektoniske aftryk. For eksempel på byplanlægningen i Rio. Han har også arbejdet for Verdensbanken i Yemen, tegnet havne i Canada, skabt Høje Taastrup Banegård og byområde samt et spektakulært museum ved polarcirklen i Finland.

Som studerende tegnede han Semi-pendlen, som Fog og Mørup - nu Gubi - producerer. Og han lever stadig af royalties fra den.

Hans mest berømte bygning ligger ved Blokhus ikke langt fra Haven i Hune. ”Øjne i natten” hedder huset, som blev gravet ind i klitterne, og som har fået en plads på Museum of Modern Art i New Yorks permanente udstilling for arkitektur og design. På kanten af Vesterhavet boede han, indtil han og Anne Just besluttede sig for at skabe en paradisisk have efter arabisk og engelsk inspiration - midt i en sandet, ufrugtbar jord.

Haven blev til undervejs, som de havde råd til at udvide. Han tegnede de overordnede streger efter geometriske former, symmetriske mønstre og det gyldne snit for at skabe haverum, der var dejlige at opholde sig i. Og når et nyt rum stod klar, kæmpede de to om at komme først. Anne Just med blomster, Claus Bonderup med stedsegrønne planter, der kan klippes i flotte former.

De var på mange måder to modsætninger. Hun lavede mad, Claus Bonderup måtte ikke sætte en fod i køkkenet. Han rejste verden rundt og tog udstoppede dyr med hjem. Hun delte dyrene ud til skoleklasser, der kom forbi, når han ikke var der.

For nylig deltog Claus Bonderup i en udsendelse på DK4, hvor han beskrev deres forhold som had-kærlighed, mens han smilte og sagde, at det er det, der gjorde livet spændende. Da Anne Just gik bort, brugte han hendes kapitalpension på at købe en udstoppet struds, hun havde nægtet ham. Men han holdt også op med at arbejde, for han mistede lysten til at skabe.

- Jeg er blevet for gammel. Jeg har gjort mit. Jeg er jo ældgammel, siger den 77-årige arkitekt, der blev ramt af et par blodpropper i december og derfor ikke længere kan hjælpe med at luge haven.

Han arbejder dog stadig på nogle stole for Carl Hansen & Søn.

- Nyder du stadig haven, eller tager du den bare for givet?

- Det kan du eddermukme tro. Det er så dejligt. Når jeg kørte hjem fra universitetet i Aalborg, så faldt der altid sådan en ro på mig, når jeg kom ind i haven. Det gør der stadigvæk. Jeg nyder det dagligt, det gør jeg. Ellers ville jeg da være et skarn, siger han med et skævt smil.

Da Anne Just døde i 2009, blev Haven i Hune givet til en fond, der skulle bevare og videreudvikle den. Claus Bonderup er formand for fonden, og deres gode ven Erik Kolind Nielsen er direktør. Det er ham, der sørger for, at Claus Bonderup får hjemmelavet mad og kører bilen, når de skal ned og lufte den livlige terrierhvalp Fox Bonderup på stranden.

Det er også ham, der viser rundt i Claus Bonderups hjem og fortæller historien om den udstoppede struds og venter tålmodigt, som han sikkert har gjort mange gange før, mens man måber over giraffen, bjørnen, narhvalhornet eller den geniale bogreol.

- Det er jo en samlermani uden lige, som de har gjort en stor oplevelse ud af. Der er det hele: arkitektur, blomstermaleri og havekultur. Claus har altid arbejdet sammen med kunstnere, og det kan man også se i haven. Blandt andet Marco Evaristti - ham med guldfiskene i blenderen - har vi nogle figurer rundt omkring af. Det hele er bygget op haverum efter haverum i takt med, at der var råd til det. Og nu er det en samlet enhed. Man må også gerne gå og kigge ind ad vinduerne, hvis man vil det, siger Erik Kolind Nielsen, og den oplevelse skal man ikke snyde sig selv for.

Erik Kolind Nielsens sommerhus ligger i et hjørne af haven, og foran det findes Eriks Have, som minder om en fransk barokhave med store, blanke vandbassiner og en herskabelig bred sti. Det mente Anne Just og Claus Bonderup passede godt til bankdirektør Erik Kolinds fine fornemmelser.

Han styrer økonomien, som han altid har gjort. Han sørger for, at der hvert år bliver lagt lidt til side, så haven og fonden kan klare sig gennem dårlige tider, hvis de skulle komme. Og han laver vagtplan for de ansatte, der arbejder i haven. Der er gartner, tømrer, elektriker og brolægger, alle på deltid, så de har ekspertisen til at perfektionere og holde æstetikken i haven.

Lene Rasmussen er en af de ansatte, og hun viser rundt i Anne Justs blomsterhav af en have.

- Alt, hvad vi gør, sker i Annes ånd, siger gartneren og fortæller, at hun blandt andet bruger Anne Justs mange blomstermalerier fra haven som forlæg.

Måske er der en lille opsætning med en bænk og nogle blomster. Et maleri af lysthuset eller palethaven med de stærke farver, som hun kan bruge til at genskabe eller udvikle haven. Foran et par blomstermalerier, der hænger på udstilling i atelieret, udpeger hun Anne Justs yndlingsblomster.

- Hun var en farverig kvinde. Og meget bestemt, det er man ikke i tvivl om. Jeg har aldrig selv mødt hende, for jeg kom her først efter hendes død, men hun er meget til stede i haven, siger Lene Rasmussen.

Anne Just var kunstner, kogebogsforfatter og forelsket i blomster. Som ung rejste hun ud i verden for at blive maler, og ad kringlede veje kom hun til Hune. Efter fire ægteskaber og flere restauranter mødte hun Claus Bonderup, da han tegnede en café til hende i Aalborg. Der gik dog lidt tid og endnu et ægteskab, før det blev dem. Måske var det et andehus, der gjorde udslaget.

- Claus tegnede det hvide andehus til Anne, da hun boede på herregården Skeelslund. Det er det eneste hus, som Claus har tegnet, der ikke duede, fortæller Lene Rasmussen med et smil, da vi står og kigger på et hvidt, tempellignende andehus i vandbassinet ud for Claus Bonderups hus.

- Han havde ellers været ude og måle en and op med målebånd og det hele. Men da han havde foræret Anne det, sagde hun, at ænderne ikke brugte det. Det var fordi, de havde moskusænder, der jo er meget større, så de kunne ikke komme ind ad åbningen.

I slutningen af 80’erne blev de to et par. Og kort tid efter fik Anne Just konstateret brystkræft. I 1991, samme år, som de købte Værkstedet, giftede de sig. Og de følgende 18 år brugte de på at skabe den paradisiske have.

- Anne sagde selv, at hun var sikker på, at det var haven, der gjorde, at hun kunne leve så længe med kræften, fortæller Lene Rasmussen.

Tilbage hos Claus Bonderup er der et spørgsmål tilbage:

- Er det blevet, som I håbede på?

- Ja, der er mange ting, som vi gerne ville. Men det skulle jo også finansieres, siger han.

- Regnede I med, at det ville blive et sted, som blev skrevet og snakket om i hele landet?

- Nej, det vidste vi ikke noget om. Vi kunne bare lide at gøre det. Det var ren lidenskab, og vi ville det bare. Vi fik ingen børn, for det har vi haft for travlt til. Men vi har skabt dette, siger Claus Bonderup.

I Haven i Hunes atelier kan man i år se en udstilling af Claus Bonderups tegninger af bygningsværker og møbler. Man kan også se prototyper på hans stole, opleve lyset fra hans lamper og sidde i hans sofaer. Derudover hænger flere af Anne Justs farverige blomstermalerier på væggene.