Annonce
Danmark

Arnes bogkasse: Et stort, nyt lys på den svenske krimi-himmel

?Sommermørke? er en fortræffelig bog. Den ruller langsomt fremad, som en stor doven flod. Men den har også flodens dybde. Pr-foto

For første gang vandt en debutant konkurrencen om at skrive årets svenske krimi - det kunne ikke være anderledes.

Bøger: Det er egentlig en stille, vemodig bog. Den ruller langsomt fremad, som en stor, doven flod. Men den har også flodens dybde. "Sommermørke" er titlen på den svenske debutant Stina Jacksons roman, der har taget Sverige med storm og i øjeblikket er på vej til bogmarkedet i en snes forskellige lande, hvor diverse forlag kigger på romanens nærmest sensationelle salgstal. Hidtil er der solgt 130.000 eksemplarer af romanen i Sverige, men hvem ved, hvor det ender! For det daglige salgstal for "Sommermørke" ligger på omkring 1000 eksemplarer.

I årevis er krimierne blevet stedse mere blodige. Volden eksploderer. Forbrydelserne bliver mere udspekulerede. Perversiteten øges. Sådan er det ikke med "Sommermørke". Det er en bog, hvor naturen spiller en stor rolle. Handlingen foregår i det nordlige Sverige - i ødemarken. Med små landsbyer, hvor mennesker kender hinanden og hjælper hinanden. Hvor naturen er uberørt, og hvor sommernatten er lys. Det bliver aldrig mørkt om sommeren så højt mod nord. Det sommermørke, som har givet bogen dansk titel, findes ikke.

På svensk hedder romanen "Silvervägen". Sådan er vejene i de store, øde skove i sommernatten, som belagt med sølv, mens nordlysets grønne flammer danser på himlen. Men den danske titel er god alligevel. Den henviser til det mørke, der eksisterer inde mellem træerne og i nogle menneskers sind. Og det er det fantastiske ved Stina Jacksons bog og ved hendes talent. At hun formår at skrive om naturen, tegne de mennesker, der bor ude i den, skildre skønheden og storheden. Og alligevel skabe en drønspændende krimi. For "Sommermørke" har al den uhygge og spænding, man kan ønske sig. Midt i skønheden. Fordi Stina Jackson skriver så vidunderligt, at hun kan forene polerne.

Annonce

Den forsvundne datter

Hovedpersonen i bogen er skolelæreren Lelle. Han kører rundt i den lyse sommernat på de øde skovveje og leder efter sin datter. Det har han gjort i tre år. Siden den aften da han satte teenagedatteren Lina af ved busstoppestedet, hvorfra hun skulle med bussen videre til den første dag på det nye arbejde. Men Lina kom aldrig med bussen. Og trods en kæmpe indsats fra såvel politiet som lokalbefolkningen forsvandt hun sporløst. Ingen har fundet noget eller hørt noget, der har med Lina at gøre. Men Lelle nægter at tro, at hun er død. Han leder. Hver aften starter han Volvoen, lægger den ladte Beretta i handskerummet og kører kæderygende rundt og finkæmmer større og større områder. Og så en dag forvinder endnu en ung pige.

Det er essensen i romanen. Men alt det andet, der foregår - eller ikke foregår - omkring det kriminelle plot, er lige så spændende. Det er en fornøjelse at læse "Sommermørke", fordi man ikke alene sidder med en forrygende kriminalroman, men også med en bog så velskrevet, at der er tale om stor litteratur.

Da Det Svenske Kriminalakademi i november uddelte årets priser, gik prisen for årets bedste svenske kriminalroman til Stina Jackson - det er første gang, at en debutant har fået denne pris. Efter at have læst bogen er der bare at sige: Kriminalakademiet har ikke haft noget valg. Den bog MÅTTE vinde.

Stina Jackson

"Sommermørke"

Fem stjerner *****

304 sider, Lindhardt og Ringhof

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
EfB

Genlæs liveblog: EfB taber 1-3 til FCK

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce