Annonce
Sport

Arsenal-chefer bakker presset manager op efter nederlag

Paul Childs/Ritzau Scanpix

Arsenal-manager Unai Emery er under pres, efter at London-klubben har lidt flere nederlag på det seneste.

Efter en række skuffende Arsenal-resultater er klubbens manager, Unai Emery, kommet under massivt pres.

Emerys præstation er blevet overvåget nøje, efter at Arsenal blot har to sejre bag sig i de seneste ti Premier League-kampe.

Senest blev klubben besejret af Leicester med 2-0 i lørdags.

Manageren har dog fortsat opbakning fra klubbens øverste ledelse. Det fortæller Arsenal-bosserne Raul Sanllehi og Vinai Venkatesham til det engelske medie BBC.

- Vi er overbeviste om, at Unai er den rigtige mand til jobbet, siger Sanllehi og Venkatesham på et pressemøde ifølge BBC.

Samtidig erkender de, at klubben skal se forbedringer, hvis holdet skal nå i Champions League i næste sæson.

- Vi er lige så skuffede, som I er, både hvad angår resultater og præstationer på dette stadie i sæsonen.

- Vi deler vores frustrationer med fans, Unai, spillere og hele vores stab, da vi ikke er på et niveau i øjeblikket, som vi ønsker, eller som kan forventes.

- Ting skal forbedres, hvis vi skal nå vores mål, lyder det fra Arsenal-bosserne.

Arsenal, der ligger nummer seks i Premier League, har 17 point efter 12 kampe. Klubben er otte point fra ligaens top-4, der giver adgang til Champions League.

Ud over de seneste resultater er Emery også presset af, at Arsenals Granit Xhaka for nylig har fået frataget sit anførerbind, efter at han forlod banen i vrede.

Xhaka har ikke spillet for klubben, siden han for to uger siden fik en nedsmeltning, da han blev udskiftet i kampen mod Crystal Palace.

I lørdags såede manageren tvivl om, hvorvidt Xhaka har en fremtid i klubben.

/ritzau/

Annonce
Citeret artikel fra BBC Sport
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Med fingrene i fælleskassen: Hvor meget bliver mon ikke opdaget?

Det er en fortærsket vittighed i mediebranchen, at der er for få naturkatastrofer og for lidt korruption i Danmark til, at man kan bedrive ordentlig journalistik. Måske står talemåden for fald. Det skyldes hverken den tørre sommer sidste år eller det våde efterår i år, men mere at tilliden til vores offentlige instanser er under pres. Det er ikke bare korruption, vi ser, men også offentligt ansatte lederes tilbøjelighed til at skaffe penge eller fordele til sig selv i kraft af deres job. Og det er mindst lige så slemt. Vi kunne her i avisen i denne uge fortælle, at en politiassistent og en politikommissær fra Esbjerg er tiltalt for at have instrueret en betjent i ikke at undersøge lovligheden af en knallert involveret i et færdselsuheld. Knallertens fører var søn af en politikommissær. Politifolkene er nu tiltalt for misbrug af offentlig stilling. Det var også i denne uge, der bød på en skrækhistorie om, at to tidligere ansatte ved Forsvarets Ejendomsstyrelse er tiltalt for at have modtaget bestikkelse på henholdsvis 1,7 million og 35.250 kroner. Dømmes de tiltalte, slutter de sig til den alt for lange række af sager, som svækker vores tillid til, at myndigheder og deres ansatte til enhver tid vil handle i fællesskabets interesse. Vi har Britta Nielsen-sagen. Vi har den ansatte i Skat, der blev idømt fire et halvt års fængsel for at hjælpe en ven med at få udbetalt uberettiget refusion af udbytteskat. Vi havde for nogle år siden sagen om it-firmaet Ateas bestikkelse af ansatte i Region Sjælland. Så er det jo, at man ikke kan lade være med at spekulere på, hvor mange lignende forbrydelser der ikke bliver retsforfulgt. Sikkert en hel del, vil mange nok gætte på. Når vi tænker sådan, er vi et skridt nærmere ved at miste tilliden til vores myndigheder og vores vilje til at betale skat til at opretholde dem. Det er dybt alvorligt. Politikerne har et arbejde at gøre, og det haster mere, end de måske selv er klar over.

Annonce