Annonce
Navne

Arvefjender har indstillet kampen: Flere børn skal spille fodbold

Leif Holm, fodboldformand i Haderslev KFUM, gav hånd til Claus Dall, formand for Haderslev Fodboldklub. De to klubber har indgået et samarbejde for at give børn i sydbyen mulighed for at spille fodbold tæt på, hvor de bor. Foto: Inge Rogat Møller
Haderslev Fodboldklub er kommet Haderslev KFUM i sydbyen til trænerhjælp til opstart af børnefodbold. Det er nye tider, siger fodboldformand.

I gamle dage var de to klubber arvefjender. Men tiderne er nye, og coronaen har sat en helt ny dagsorden. Mange års rivalisering mellem Haderslev Fodboldklub og Haderslev KFUM fodbold er derfor skrinlagt med det formål igen at give børnene i det sydlige Haderslev en mulighed for at spille fodbold – lige der, hvor de bor.

Haderslev Fodboldklub og DIF Get2Sports børne- og udviklingskonsulent Simon Thams står derfor denne dag sammen med assistenttræner Stephan Nissen på den våde bane ved Kløvermarken i det sydlige Haderslev. 45 piger og drenge, med og uden fodboldstøvler, kigger forventningsfulde på dem i regnen:

- Vi skal have det megasjovt, råber Simon Thams, der er cand. scient i idræt og sundhed fra Syddansk Universitet, har en fortid i elitemiljøet omkring HFK og som siden 1. januar har været ansat som børne- og udviklingskonsulent i klubben.

Annonce

Denne eftermiddag er anden gang i et forløb på otte, som skal puste liv i børnefodbolden i det sydlige Haderslev. Første gang kom der 27 børn, denne dag 45 – og med en åben invitation til at tage søstre, brødre og kammerater med næste gang kan antallet til den gratis fodboldleg stige.

Der var begejstring, da 45 børn råbte "kanonkugler" og "javel, hr. kaptajn" ved opvarmningen og afslutningen af den anden træningspas ved anlægget på Kløvermarken. Foto: Inge Rogat Møller

Simon Thams er forberedt. Som en anden sørøverkaptajn tager han børnene med på et togt, hvor råb som ”kanonkugler” og ”javel, hr. kaptajn” får lydniveauet på grønsværen til at stige betragteligt under opvarmningen. Sammen med begejstring over at kunne røre sig og være sammen med andre.

Lange drøftelser

Det har taget lang tid for Haderslev KFUM og HFK at komme så langt. Det har nemlig krævet mange drøftelser og overvejelser. Et faktum er, at Haderslev KFUM har træner- og ledermangel og lige nu ikke har børnehold. Rivaliseringen, som kan sammenlignes med søskendes, er derfor af nødvendige grunde lagt på hylden.


Ja, vi har jo altid været arvefjender, og der er altid blevet gået hårdt til den, når vi har mødt HFK-hold. Men vi må jo videre, og det er nye tider nu.

Preben Holm, fodboldformand i Haderslev KFUM


- Ja, vi har jo altid været arvefjender, og der er altid blevet gået hårdt til den, når vi har mødt HFK-hold. Men vi må jo videre, og det er nye tider nu. Vi får jo snart en kunstgræsbane, og så kan vi spille fodbold hele året, siger Leif Holm, der er formand for fodboldudvalget i Haderslev KFUM.

Fodbolden kan noget særligt. Den kan skabe fællesskab og glæde, og så kan den skabe integration. Derfor er det vigtigt, at sydbyen har et fodboldtilbud til børn, mener de i HFK og Haderslev KFUM. Foto: Inge Rogat Møller

For HFK handler det om at sikre et godt fodbold-tilbud til børn og unge – også selv om det ligger uden for klubbens eget regi.

- For os handler det om idealisme. Vi vil gerne have flere til at spille fodbold. Og vi vil gerne have børn ind i det fællesskab, som fodbold også handler om. At give dem venner og skabe sammenhold og integration, og der er jo langt fra sydbyen til vores faciliteter i det nordlige Haderslev. Derfor har vi tilbudt at hjælpe KFUM, forklarer Claus Dall, der er formand for HFK.

Annonce

Færre spillere

Indtil sommerferien sidste år havde Haderslev KFUM et U12-hold. Det har klubben ikke længere. Det er ifølge HFK-formanden desværre ikke et særtilfælde. I mange mindre bysamfund lider fodbolden på grund af et faldende antal børn og mangel på trænere og ledere.  Så selv om de 50 største fodboldklubber i Jylland gennem de seneste ti år har fordoblet medlemstallet, så har det ikke smittet af på de små klubber:

- Men der er jo et stort potentiale mange mindre steder for at få endnu flere til at spille fodbold, og det vil vi gerne udnytte. Så for os er der ikke tale om konkurrence. Vi har 1200 medlemmer, og der er få hernede. Nu kommer vi og hjælper med trænere, men på længere sigt skal KFUM selvfølgelig klare det selv, tilføjer han.

Anne Rosenquist fra den boligsociale helhedsplan har været rundt for at hverve børn til fodbolden. Hun har simpelthen gået fra dør til dør. De fleste børn kommer fra området, fortæller hun. Foto: Inge Rogat Møller

Det nye fodboldtilbud er et samarbejde mellem de to klubber, DIF Get2Sport og den boligsociale helhedsplan – og dermed Haderslev Kommune.

Anne Rosenquist fra den boligsociale helhedsplan har været rundt for at banke på dørene hos familierne. Hun glæder sig over, at der er kommet så mange børn:

- Det viser jo, at der er et behov, og der er også eftervirkninger efter coronaen. Børnene har brug for at komme ud og være sammen med andre, siger hun.

Målet er på længere sigt at få børnene til at blive medlem af Haderslev KFUM. I sommerferien bliver der holdt en Get2fodboldskole, som i år bliver af en uges varighed. Efter sommerferien skal KFUM starte hold op, lyder planen.

Annonce

Spændende

Preben Astrup fra DIF Get2Sport glæder sig over engagementet i Haderslev, som han betegner som spændende. Gennem 15 år har HFK været med i Get2Sport-projektet, som handler om at sikre et velfungerende idrætsforeningsliv ved at aflaste de frivillige kræfter i idrætsforeninger i udsatte boligområder, så de frivillige kan koncentrere sig om træningen og klubdriften i stedet for at sande til i praktiske og sociale problemer.

Leif Holm og Preben Astrup fra DIF Get2Sport fik sig en snak om fodboldens betydning for et lokalområde. Foto: Inge Rogat Møller

For de 45 børn, som denne eftermiddag er mødt op, er træningen slut. De har haft en hyggelig tid med hinanden, de frivillige – og deres forældre.

- Dem skal vi forsøge også at få aktiveret, siger Claus Dall.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

22-årige Katarina var solgt første gang hun sad bag rattet i en bus:  - Det var fedt og overvældende pludselig at styre sådan et kæmpe køretøj

Annonce