Annonce
Erhverv

Asfalt-hungrende erhvervsliv håber på corona-kroner

Rute 26 og 34 mødes i Skive. Byens borgmester håber, at fremrykkede statslige investeringer vil give bedre vejforbindelser. Foto: Thomas Maxe
Politikere ønsker fremrykning af statslige investeringer for at stimulere økonomien. Fint, så lad os gøre noget ved vejene, lyder svaret.
Annonce

SKIVE/NORDVESTJYLLAND: Vækstbarometeret både i Danmark og globalt er faldet til lavtryk på grund af pandemien.

Låne- og kreditordninger vil næppe være nok til at holde hjulene i gang, og derfor er der udsigt til fremrykning af offentlige investeringer. Det kunne for eksempel være vejnettet.

De politiske meldinger er sød musik i ørerne hos komitéen for udvidelse af rute 26 og 34. Rute 26 er vejstrækningen fra Hanstholm i Thy, sydøst ned over Morsø til Skive, mens rute 34 er hovedvejen mellem Skive og Herning.

Sidste år havde erhvervsfolk sat transportministeren stævne i Skive og fortalte blandt andet, at de mange lastbiltransporter fra Thise Mejeri risikerer at miste sidespejlene, når de kører på den uhyggeligt smalle og uheldsplagede hovedvej mellem Skive og Herning.

Rute 26-34-komitéen

Det er ikke hver dag, at man samarbejder på tværs af fire kommuner og to regioner. Det gør komitéen for udvidelse af rute 26 og 34.

Bestyrelsen består af borgmestrene fra Thisted, Morsø og Skive samt 1. viceborgmesteren fra Herning.

I komitéen er også repræsentanter fra erhvervslivet, både de lokale erhvervsråd og enkelte virksomheder, som også støtter arbejdet økonomisk.

Hjemmeside: www.rute26-34.dk.

Annonce

Brev til ministeren

Nu har komitéen skrevet et brev til ministeren og mindet ham om, at problemet endnu ikke er løst, og at det kunne være et godt sted at spendere offentlige corona-kroner.

- Foreløbig har ministeren kvitteret for henvendelsen, og så fortsætter vi arbejdet. Vi planlægger blandt andet et møde med de lokalt valgte folketingsmedlemmer i Skive-kredsen. Det bliver i nærmeste fremtid og dermed formentlig et digitalt møde, fortæller Skive-borgmester Peder Chr. Kirkegaard (V) til Erhverv+.

Men rute 26/34-komitéen var ikke den eneste, som vejrede morgenluft ved udsigten til øgede offentlige investeringer.

En halv times kørsel vestpå kæmper Motorvejsgruppen i Holstebro for at få lukket et ”hul” i motorvejen mellem Herning og Holstebro – en syv kilometer lang strækning, hvor vejen er nedgraderet til motortrafikvej. Også dette projekt har lokalpolitisk opbakning, men det tager ikke modet fra Skives borgmester.

- I Businessregion MidtVest er vi syv borgmestre, som er enige om, at tre statslige vejprojekter skal prioriteres: Rute 26/34, hullet i Holstebromotorvejen og en 2+1-vej mellem Ringkøbing og Herning. Og selv om man lægger alle tre projekter sammen, så er det stadig dråber i det økonomiske hav i forhold til, hvad man ønsker andre steder. Og jeg synes virkelig, vi står for tur, siger Peder Chr. Kirkegaard.

Annonce

Håber på bred aftale

Transportministerens svar til rute 26/34-komitéen fylder et helt A4-ark, men rummer ingen konkrete handlingsplaner eller løfter, blandt andet fordi ministeren giver udtryk for et ønske om en bred politisk aftale om infrastruktur.

- Jeg har den grundholdning, at vi skal få det bedste mulige ud af den eksisterende vejinfrastruktur, og derfor vil projekter, der løser et flaskehalsproblem på vejnettet, have høj prioritet. Den konkrete prioritering af projekter og indsatser vil i sagens natur afhænge af, hvad der kan findes flertal for i Folketinget, skriver transportministeren.

Hele brevet kan læses på www.rute26-34.dk.

Annonce
Annonce
Danmark For abonnenter

Venstre blæser til kamp mod overnatningskrav: Koster turistbranchen milliarder

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce