Annonce
Sport

Asgreen kan tage nyt skridt mod toppen i legendarisk løb

David Stockman/Ritzau Scanpix
Kasper Asgreen skabte en mindre sensation med andenpladsen i Flandern. Søndag gælder det Paris-Roubaix.

Med sin andenplads i Flandern Rundt i sidste weekend fik cykelrytteren Kasper Asgreen et regulært gennembrud på den professionelle scene.

Og den 24-årige koldingenser er naturligvis også med på det stærke Quick-Step-hold i søndagens udgave af Paris-Roubaix.

Et legendarisk, benhårdt løb på skæve brosten, som vækker ærefrygt i cykelsporten.

- Jeg har jo bare set det som entusiast i tv indtil nu. Det bliver stort at prøve at være til start på søndag.

- Jeg regner med, at min opgave bliver nogenlunde den samme som den, jeg havde i Flandern Rundt, siger Asgreen.

Han kom lidt hovedkulds ind på sportens øverste niveau sidste år, da Quick-Step et par måneder inde i sæsonen pludselig manglede en rytter.

Asgreen kvitterede for den uventede chance ved at køre et brag af en debutsæson, hvor han blandt andet var med til at blive verdensmester i holdløb. Og opturen er fortsat efter nytår.

- Jeg har trænet hårdt hele vinteren, og jeg er kommet endnu bedre ind i sæsonen, end jeg havde turdet håbe på, siger Asgreen.

Det er første gang, han prøver kræfter med de berømte belgiske forårsløb. Og den alsidige østjyde er ikke i tvivl om, at det er her, hans fremtid som cykelrytter ligger.

- Det er helt sikkert klassikerne, der vil være mit fokus fremover. Det er de fedeste cykelløb, jeg nogensinde har kørt. Jeg har aldrig haft det så sjovt på en cykel, som jeg har haft det i de seneste uger, siger han.

Mens nogle ryttere gruer for de smalle veje, den hårde positionskamp og de spidse albuer, har Asgreen det pragtfuldt i de krævende omgivelser.

- Der sker noget til højre og venstre. Vi sidder ikke og kukkelurer og hyggesnakker i 180 kilometer. Tværtimod er det næsten finale fra start til mål.

- Det gør, at det er hårde løb, og det er i hårde løb, at jeg har en chance for at gøre en forskel til sidst, siger Asgreen.

Hans kontrakt med Quick-Step løber i yderligere to sæsoner. Håbet er at blive en markant klassikerrytter på verdens mest vindende cykelhold. Men vejen dertil er lang.

- Det er ikke bare lige sådan at træde ind som leder. Først skal man have bevist sit værd over længere tid og have lavet mange store resultater.

- Hvor langt, talentet rækker, er ikke til at vide. Flandern Rundt var første trin på vejen. Det skal følges op og bekræftes, og det er slet ikke sikkert, at det lykkes, siger Kasper Asgreen.

Paris-Roubaix blev kørt for første gang 1896. Søndagens udgave bliver nummer 117.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Uvenlig behandling af tyskere skal stoppe

Det er en gevinst for den danske del af grænselandet, når tyskere og andre EU-borgere beslutter sig for at købe et hus i Sønderjylland. Sidste år solgte EDC i Rødekro og Nybolig i Padborg i alt 55 huse til udenlandske EU-borgere, hvoraf langt de fleste var tyskere. Det er med til at skabe udvikling i en landsdel, der ellers i mange områder kæmper med faldende befolkningstal. Derfor er det meget bekymrende, at både advokater og ejendomsmæglere i Sønderjylland oplever, at servicen over for de udenlandske huskøbere er blevet forringet i en grad, så det kan risikere at få mulige tilflyttere til at opgive deres forehavende. Den oplevede forringelse er sket i forbindelse med, at den statslige Styrelse for International Rekruttering og Integration siden 1. april har overtaget opgaven med at udstede EU-opholdsbevis til de udlændinge, som vil flytte til Danmark, fordi de er ved at købe et hus i Danmark. Forinden var det Statsforvaltningen, der stod for opgaven. Dengang var oplevelsen hos advokater og mæglere, at udlændingene fra andre EU-lande, inden de flyttede hertil, kunne få det opholdsbevis, der er betingelsen for at kunne gennemføre huskøbet. Men det er ulovligt at gøre det på den måde, mener den statslige styrelse. Den kræver, at udlændingene har bopæl her i landet først, og dermed skal de leje en bolig, før de kan købe én. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) bør i en fart finde ud af, om det virkelig kan passe, at det pludselig skal være så besværligt for en EU-borger at købe et dansk hus. Selv om hans styrelse benægter, at der er lavet om på praksis, er der en række kilder, som har fortalt JydskeVestkysten, at behandlingen af sagerne foregik meget smidigere, da det var Statsforvaltningens opgave. Det må kunne lade sig gøre at genskabe den situation, så Danmark igen kan blive opfattet som et venligt værtsland for EU-medborgere, som kan forsørge sig selv og som har lyst til at købe et hus i vores land.

Erhverv For abonnenter

Fællestillidsmand er chokeret over nedlukning: Det er noget rigtig skidt

Danmark For abonnenter

Smittede patienter: Kirurgs hudlidelse kan have kostet Henrik fra Fanø hans nye hofte

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];