Annonce
Sport

Asgreen trak forgæves: Jeg kender min rolle

Christian Hartmann/Reuters
Kasper Asgreen knoklede i fronten af feltet, men en etapesejr til holdet fik han ikke for anstrengelserne.

Kasper Asgreen sad på store dele af fredagens 7. etape i front af Tour de France-feltet og holdt to forpinte udbrydere i kort snor.

Danskeren fik dog ikke en etapesejr til sit hold ud af anstrengelserne, da Quick-Step-sprinteren Elia Viviani på de sidste meter blev henvist til sjettepladsen.

Men den danske arbejdsmand har det alligevel fint med sin rolle som trækæsel på etaper, hvor det handler om at komme samlet til mål.

- Selvfølgelig har jeg ondt i benene, men det var en vigtig etape for os, så selvfølgelig skulle jeg frem og føre, siger Kasper Asgreen.

Inden Tour de France havde han fået besked om, at han var udset til at sidde i front, når udbrud skulle holdes i snor.

På fredagens etape fik han hjælp af Jumbo-Vismas Tony Martin og Lotto Soudals Maxime Monfort. Begge hold delte Quick-Steps interesse i en massespurt.

- Jeg synes, vi deltes fint om arbejdet.

- Det er sådan, det er, når man kører på et hold med en af de bedste sprintere. Så er der nogen, der skal frem. I dag var det mig, og det er hovedsageligt derfor, jeg er med, siger Kasper Asgreen.

Han kunne se Dylan Groenewegen fra Jumbo-Visma snuppe sejren, mens Viviani efterfølgende klagede over et halvfladt forhjul.

- Sådan er det jo i cykelløb, konstaterer Kasper Asgreen.

Lørdagens etape er anderledes kuperet. Her venter 200 kilometer med syv stigninger i de lavere kategorier.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Annonce