Annonce
Udland

AstraZenecas chef forsvarer vaccineproblemer efter EU-kritik

AstraZenecas topchef, Pascal Soriot, har svaret EU igen på kritik fra EU i et interview med den italienske avis La Repubblica. "Kontrakten med briterne blev underskrevet tre måneder før aftalen blev indgået med EU. Så vi har i forhold til Storbritannien haft tre måneder ekstra til at klare alle forbigående problemer", siger han. Foto: Toby Melville/Reuters
- I marts vil Storbritannien måske have vaccineret 30 millioner mennesker, siger AstraZenecas direktør.
Annonce

AstraZenecas topchef, Pascal Soriot, har nu svaret på kritik fra EU om problemer med leveringen af vaccinedoser i et interview med den italienske avis La Repubblica.

Soriot erkender, at der har været forbigående problemer i forskellige regioner - ikke mindst i EU.

- Men kontrakten med briterne blev underskrevet, tre måneder før aftalen blev indgået med EU. Så vi har i forhold til Storbritannien haft tre måneder ekstra til at klare alle forbigående problemer med leveringerne af coronavirus-vacciner, siger han.

Soriot siger, at Storbritanniens mål om at have vaccineret de første fire top-prioriterede grupper i midten af februar er realistisk.

- I marts vil Storbritannien måske have vaccineret mellem 28 og 30 millioner mennesker. Det er premierministerens mål at få vaccineret 15 millioner frem til midten af februar, og der er allerede vaccineret 6,5 millioner. Så det vil lykkes for dem, siger han.

Soriot siger, at der er en meget følelsesladet situation i EU omkring vaccine, og at der er komplikationer.

- Jeg mener, at vi har været forholdsvis specifikke med informationer, men vi er selvfølgelig alle skuffede. Vi ville gerne producere mere, siger han og understreger, at han forventer, at EU i februar vil få en rimelig mængde vaccine.

- Men det er selvfølgelig mindre end ventet, og det spiller også ind, at vores vaccine er lettere at håndtere, og at folk derfor høje forventninger til den, siger han til den italienske avis.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce