Annonce
Sport

Atletico styrer mod guld efter flirt med stor nedtur

Luis Suarez fejrer det sene sejrsmål mod Osasuna. Scoringen til 2-1 kan vise sig at være guld værd for Atletico Madrid. Foto: Juan Medina/Reuters
Real Madrid var tæt på at fravriste Atletico førstepladsen i næstsidste runde. Barcelona er ude af guldkampen.

Atlético Madrid holdt med nød og næppe fast i førstepladsen og styrer mod det spanske mesterskab.

Med et forløsende mål to minutter før slutfløjt sørgede Luis Suarez for en 2-1-sejr over Osasuna.

Med sejren fastholder Atlético et forspring på to point til Real Madrid før sidste spillerunde på næste søndag.

Uafgjort eller et nederlag havde været noget nær katastrofalt for Atlético, da det havde sendt Diego Simeones mandskab ned på andenpladsen bag Real Madrid.

Og Atlético flirtede med den helt store nedtur, da gæsternes Ante Budimir med et kvarter tilbage gjorde det til 1-0 for Osasuna. På det tidspunkt var favoritterne for alvor under pres.

Med otte minutter tilbage gav Renan Lodi Atlético en livline, da han udlignede til 1-1, men det var stadig ikke nok til at holde Real Madrid bag sig i tabellen.

På det tidspunkt var Real Madrid foran med 1-0 ude mod Athletic Bilbao, og dermed stod Real til at rykke op på førstepladsen.

Det var derfor helt afgørende, at Luis Suarez i sidste ende slog til og scorede sejrsmålet for Atletico.

Før næstsidste spillerunde havde FC Barcelona en spinkel chance for at nå guldet, men chancen blev spildt, da Lionel Messi og holdkammeraterne tabte med 1-2 på eget græs til Celta Vigo.

Før sidste spillerunde topper Atletico tabellen med 83 point. Real Madrid har 81, mens FC Barcelona har 76 point.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce