Annonce
Indland

Aula har flere steder haft rolig første skoledag

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Mandag havde it-systemet Aula premiere, og modtagelsen har flere steder været positiv trods fejlmeldinger.

Mandag havde Aula, som er SkoleIntras afløser, første skoledag rundt om i landet.

Hos Kombit, som er kommunernes it-fællesskab, har det overordnet været en rolig premiere.

- Vi har været bevæbnet til tænderne for at klare, hvad der måtte opstå af diverse fejl, men det har vi sådan set været forskånet for.

- Efterhånden som der indløber meldinger om fejl fra kommunerne, så retter vi det. Men alt i alt har det været en god dag, fordi det har været stille og roligt, siger Frank Stjerne, som er ansvarlig for driften af Aula hos Kombit.

Kombit har mandag omkring klokken 14 registreret seks fejl på systemet. To var gamle kendinge, mens de sidste fire er blevet rettet.

Hos Kombit registrerer man tekniske fejl, når et system ikke svarer, som det skal, for at få det hele til at hænge sammen.

I Odense Kommune har systemet også fået en relativt uproblematisk velkomst.

Ifølge Alan Sørensen, som er chefkonsulent hos Odense Kommune, er implementeringen mandag gået godt.

- Jeg måler på, hvor mange telefoner der har ringet, og det er ingen. Jeg har fået et par mails, men ikke noget alvorligt.

- Selve Aula kører. Der er ikke gået Billetnet i den, hvor der er kø og nedbrud på siden. Der er altid plads til forbedringer, men jeg synes, det er lykkedes rigtig godt. Det minder meget om Facebook faktisk, lyder det.

Ifølge Viborg Stifts Folkeblad er systemets indtog i Viborg Kommune foreløbig foregået ganske fredeligt.

Der er dog dagen igennem tikket meldinger ind fra brugere på sociale medier om forskellige fejl i systemet.

En del småfejl handler om login-vanskeligheder og problemer med opsætning på mobiler og computere.

Nogle forældre har haft mere alvorlige problemer med manglende adgang til deres egne børns oplysninger i systemet. Nogle har i stedet fået adgang til andres børn.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce