x
Annonce
Udland

Australien dropper virus-tidsgrænse for frisører efter kritik

David Gray/Ritzau Scanpix
Efter kritik fra frisører trækker regeringen en 30-minutters-regel tilbage for frisørsaloner og barberer.

Den australske regering har opgivet en tidsbegrænsning på 30 minutter i frisørsaloner, som var indført som del af det at holde afstand til hinanden på grund af coronavirusset.

Det sker efter massiv kritik af tiltaget, som ifølge sammenslutningen af frisører i Australien truede landets 40.000 frisører på deres levebrød.

Tirsdag besluttede den australske regering at indføre en regel gældende fra midnat til torsdag, om at frisører og barberer ikke må have kunder i mere end 30 minutter ad gangen for at hindre spredningen af virusset.

- Denne beslutning er skandaløs, udtalte direktør for Australian Hairdressing Council Sandy Chong efterfølgende.

- Mens mange barberer kan klare en mandeklipning inden for den tidsramme, er det ikke muligt for de fleste frisørsaloner.

Efter kritikken har premierminister Scott Morrison torsdag udsendt en erklæring, om at tidsbegrænsningen bliver trukket tilbage med øjeblikkelig virkning.

- Efter at have modtaget feedback vedrørende den praktiske gennemførelse af de annoncerede forholdsregler for frisører og barberer vil 30-minutters-reglen blive ophævet, siger Scott Morrison.

Frisørsaloner og barberer skal dog fortsat overholde nye regler om, at der kun må opholde sig en person per fire kvadratmeter i lokalerne, påpeger premierministeren.

Australiens regering har ikke erklæret lockdown som følge af coronavirusset, men har bedt folk om kun at forlade deres hjem for at gå på arbejde og handle.

Restauranter og pubber er lukket med undtagelse af takeaway og levering.

I løbet af natten til torsdag lokal tid døde yderligere tre mennesker i Australien som følge af Covid-19. Dermed er det samlede dødstal oppe på 11.

Landet har flere end 2500 bekræftede smittetilfælde.

/ritzau/dpa

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce