Annonce
Erhverv

Australsk bank anklages for 23 millioner brud på hvidvasklov

David Gray/Reuters
De australske myndigheder mener, at banken Westpac har undladt at rapportere om mistænkelige overførsler.

Den australske bank Westpac anklages for 23 millioner brud på australsk lovgivning om hvidvaskning og terrorfinansiering, skriver den australske tv-station ABC.

Det er den australske pendant til Finanstilsynet, Austrac, der har sendt anklagerne til en domstol i Australien, der nu skal tage stilling til dem.

Hvert eneste brud kan ifølge Austrac straffes med op til 50 millioner kroner. Hvis alle forseelser straffes med den maksimale bødestraf, betyder det en samlet regning på 1,15 milliarder kroner for Westpac.

Af de 23 millioner forseelser udgør 19,5 millioner af dem manglende oplysning til myndighederne om internationale transaktioner.

Det er transaktioner til lande såsom Irak, Libanon, Ukraine, Zimbabwe og DRCongo, som myndighederne gerne ville have haft viden om, skriver ABC.

Austrac har ifølge den britiske tv-station også udvalgt en lille andel af overførslerne, som myndighederne mener, at de involverede konti er relateret til børnemisbrug.

Overførslerne kunne ifølge Austrac være undgået, hvis banken havde indført automatiske procedurer, der skal opdage sådanne overførsler.

- Det er skuffende, at vi ikke har mødt vores egen standard såvel som myndighedernes forventninger og krav, siger Westpac-topchef Brian Hartzer i en pressemeddelelse ifølge BBC.

Westpacs konkurrent Commonwealth Bank måtte sidste år betale en bøde svarende til 3,2 milliarder kroner for lignende forseelser.

Westpac er Australiens næststørste bank.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fortsæt nu endelig bare det gode arbejde

Det har siden september kostet et velfortjent klip i kørekortet, hvis politiet opdager, at du roder med din mobiltelefon, mens du kører bil. 6814 bilister har følt konsekvensen af den strammede lovgivning. Det er mange, men det er ikke en eneste for mange. Tvært imod. Det var på høje tid, at konsekvensen for åbenlyst uopmærksom adfærd i trafikken blev takseret hårdere. Politiet anslår, at op mod 30-35 procent af uheld og ulykker i trafikken skyldes uopmærksomhed. Mennesker kommer alvorligt til skade. Nogen kære dør. Fordi andre mener, at det er nødvendigt at læse en sms, kigge på Facebook, skrive en besked i Messenger, lede efter musik på Spotify. Mens bilen tordner afsted gennem landskabet. Det tager ikke meget mere end fire sekunder at læse en sms og besvare med et thumbs up, en smiley eller et hjerte. Mange af os har gjort det. Men fire sekunder er knap 60 meter hen ad vejen ved skolen. Det er knap 90 meter på landevejen. Og næsten 125 meter på motorvejen, hvor fartbegrænsningen er 110 kilometer i timen. I blinde. Det er livsfarligt, og selvfølgelig skal den slags ligegyldighed med andres liv og helbred koste noget mærkbart. Leder af færdselspolitiet ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Knud Reinholdt, havde forventet, at flere ville lade mobilen ligge, da klippereglen trådte i kraft i september. Det forventede han med afsæt i erfaringer, fra dengang hastighedsforseelser begyndte at koste klip. Sådan er det desværre ikke gået. Der er ikke noget i antallet af klip, der tyder på bedring. Der er ikke noget i færdselspolitiets oplevelser, der tyder på det. I virkeligheden er det nok ikke så overraskende. Vi - og det vi gælder altså næsten os alle - har fået et helt utroligt tæt forhold til vores mobiltelefoner, og vi sætter den over venner, familie, koner og børn i masser af sociale sammenhænge. Der er det dog ikke strafbart, blot tankevækkende. I trafikken derimod skal vi ikke acceptere det. Det tog tid med alkohol og det at føre bil, men det blev dog med tiden totalt uacceptabelt. Vi må samme vej med mobilen, og vejen går over en række klippede kørekort. Klø på, kære politi. Vi trænger tydeligvis til kollektiv opdragelse, og den må være lidt hårdhændet. Hver og en af dem I klipper har fortjent det.

Esbjerg

Fællesdag med musik i Skads-Andrup

Annonce