Annonce
Udland

Avis: FBI var klar over risiko for angreb på Kongressen

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, var ifølge avis klar over, at deltagere i demonstration ved Kongressen i sidste uge forinden havde opfordret til voldelige handlinger. (Arkivfoto). Foto: Shannon Stapleton/Reuters
Ifølge avis advarede FBI internt om risiko for voldelige uroligheder dagen før stormen på Kongressen.
Annonce

FBI’s afdeling i Virginia advarede internt om, at personer på den yderste højrefløj på nettet planlagde ”krig” i forbindelse med onsdagens protest ved Kongressen.

Det skriver avisen Washington Post tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I advarslen dagen før urolighederne, hvor tilhængere af præsident Donald Trump trængte ind i kongresbygningen, nævnes en diskussion på internettet.

Her fremsættes ifølge et dokument, som Washington Post er i besiddelse af, flere opfordringer.

Det nævnes blandt andet, at "Kongressen skal høre vinduer blive knust og døre sparket ind. Vær voldelig. Hold op med at kalde dette en march, en demonstration eller en protest. Kom og vær klar til krig. Vi får vores præsident, eller vi dør. Intet andet kan opfylde det mål".

Forbundspolitiet har tidligere hævdet, at det ikke havde oplysninger, der pegede i retning af, at der ville komme et voldeligt angreb på Kongressen.

Efter angrebet har FBI advaret om, at flere bevæbnede protester planlægges inden magtskiftet den 20. januar, hvor demokraten Joe Biden bliver taget i ed som USA's præsident.

FBI holder angiveligt øje med blandt andet en væbnet gruppe, som skal have planer om at tage til Washington D.C. på lørdag.

Det fremgår af et notat, som ABC News har set, rapporterede tv-stationen mandag. Gruppen advarer om et "massivt oprør", hvis der gøres forsøg på at fjerne Donald Trump fra præsidentembedet.

Demokraterne i Kongressen har efter angrebet beskyldt præsident Trump for at være medansvarlig for optøjerne ved at opildne sine tilhængere til at marchere mod Capitol Hill.

Omkring 15.000 soldater fra Nationalgarden, der er de amerikanske delstaters egne væbnede styrker, ventes at blive udkommanderet i Washington D.C. i dagene omkring indsættelsesceremonien.

FBI har i efterforskningen af angrebet på Kongressen, hvorunder to personer blev dræbt og tre andre døde, åbnet 160 sager mod deltagere i optøjerne. Det oplyste FBI's afdeling i Washington D.C. tirsdag.

Forbundspolitiet har modtaget omkring 100.000 videoer og fotos fra borgere til brug i dets efterforskning.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

VM: Dagens kampe og tv

Debat

Giv borgerne klar besked, Engelbrecht

Annonce