Annonce
Udland

Avis: Trump fortalte toprådgiver om krav til Ukraine

Jonathan Ernst/Reuters
Donald Trump fortalte John Bolton, at Biden-undersøgelse var betingelse for at frigive støtte til Ukraine.

USA's præsident, Donald Trump, fortalte i august sin daværende nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, at han ville fortsætte med at indefryse militærhjælp til Ukraine.

Hjælpen ville først blive frigivet, når myndighederne i Ukraine accepterede at bidrage til en efterforskning af den tidligere amerikanske vicepræsident Joe Biden.

Det skriver New York Times søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Oplysningen fremgår ifølge avisen af et manuskript til en bog af John Bolton. Bogen er endnu ikke udgivet.

Avisen bringer ingen direkte citater, men adskillige personer har over for avisen beskrevet indholdet.

I en erklæring siger en advokat for Bolton, at avisen citerer korrekt, og at manuskriptet blev overgivet til Det Nationale Sikkerhedsråd den 30. december.

Demokraterne siger, at der ikke er nogen grund til at vente på, at Boltons bog bliver udgivet, og at hans vidneudsagn direkte modsiger kernen i præsidentens forsvar. De siger, at det er afgørende, at han indkaldes som vidne i rigsretssagen.

Indefrysningen af 391 millioner dollar i amerikansk militærbistand til Ukraine er omdrejningspunktet i rigsretssagen, som blev indledt i Senatet i sidste uge.

Trump er anklaget for embedsmisbrug. Ifølge Demokraterne i Kongressen forsøgte han i en telefonsamtale i juli 2019 at presse Ukraines præsident til at foranstalte en efterforskning af Joe Biden og dennes søn Hunter, som på et tidspunkt havde en bestyrelsespost i Burisma - et af Ukraines største energiselskaber.

Trump beskyldes i den anledning for midlertidigt at have tilbageholdt den militære støtte til Ukraine. Han er også anklaget for forsøg på obstruktion af Kongressens undersøgelse af sagen.

Donald Trump har afvist beskyldningerne.

Den demokratiske mindretalsleder i Senatet, Chuck Shumer, skriver som reaktion på artiklen i New York Times på Twitter:

- John Bolton har beviserne.

Han opfordrer endnu engang republikanerne til at bakke op om, at Trumps toprådgivere indkaldes som vidner i den igangværende rigsretssag.

Joe Biden er blandt favoritterne til at blive nomineret som Demokraternes kandidat til præsidentvalget i USA i november.

Demokraterne havde i rigsretssagen mod Trump håbet på at kunne indkalde John Bolton som vidne. Men forslaget blev stemt ned i Senatet, hvor Republikanerne har flertal.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Socialrådgiver beretter om rystende arbejdsforhold: Kommunal leder foreslog glemsomhed i retssag

Leder For abonnenter

DR er stadig rigeligt stort

Vi har et enormt stærkt Danmarks Radio, der har rigeligt med ressourcer. Statsradiofonien har ganske vist fra årsskiftet gennemført en række programlukninger som en konsekvens af det seneste medieforlig, men tag ikke fejl: DR er fortsat en stor og velpolstret maskine. Fra at have lidt over fire milliarder tvangsinddrevne licenskroner til rådighed hvert år til at drive den vidt og på nogle områder vildt forgrenede koncern, skal DR fremover klare sig med knap 4 milliarder kroner årligt. Det er uanset synsvinkel fortsat et kæmpestort beløb og sikrer DR og dermed staten en meget dominerende medieposition i Danmark. Der er blevet fyret chefer, der er blevet fyret medarbejdere, der er blevet lukket programmer og såmænd også kanaler. Signalet til DR var fra politikernes side klart. Public service er vigtigt, fokuser på kerneopgaven. Public service kan være svært at få greb om. Men det er i hvert fald noget andet end det, markedskræfterne bærer frem. DR skal fokusere på det, andre medieaktører ikke allerede eller alligevel laver. DR skal ikke bare være mere af det samme, men et reelt alternativ til gavn for demokrati, sammenhængskraft og mangfoldighed. Derfor må man undre sig. DR er nærmest gået reality-amok. Danske Damer i Dubai. Øen. Familien Asbæk. Og Fars Pige – lad os holde fast i den. En problemstilling om unge og forældre er bestemt relevant i public service-perspektiv. Men en serie om et forskruet københavnsk familieforhold er en udstilling af ekstremer. Det er ikke dokumentar, det er et freakshow. Det samme kan man sige om serien ”Cougarjagt”. Det kan være public service at kigge ind i parforhold, i kærlighed og samliv. Også på tværs af generationer. Men så er det ikke rendyrket reality-tv om en førtidspensionist, der har sex med unge mænd. Det er godt tv. Det er underholdning. Men det er altså tv, der produceres i store mængder på de kommercielle tv-kanaler, alle tv3-varianterne og kanal 4, 5, 6 og så videre. Det er ikke derfor, vi har DR. DR må gerne samle et stort publikum. Men det skal ikke være på at kopiere det private marked. DR får en enorm statsstøtte for at levere noget andet. Kan koncernen ikke det, er der bestemt basis for endnu en nedjustering af DR.

Varde For abonnenter

Borgmester om ulovligheder i børnehave: - Jeg har bedt mine direktører kigge sagen igennem

Annonce