Annonce
Rejser

Ayers Rock: Sådan forløber en tur til en af Australiens største turistattraktioner

Vejen rundt om den røde klippe er godt 10 kilometer lang. Husk fluenet - og rigeligt med vand på turen, specielt i de varme måneder. Foto: Peter Hagmund
Ayers Rock, en af Australiens mest ikoniske seværdigheder, samler årligt 400.000 turister i en tom ørken.

- Riiiiiiiiing! Riiiiiiiiiiing!

Det er koldt og buldermørkt udenfor, da vækkeuret ringer, men der er ingen vej udenom: Det er op og ud, hvis vi skal nå at se solopgangen ved Ayers Rock.

Søvndrukne vælter vi ud af sengen og i tøjet, ud i den iskolde nat og ned til bilen. Alt er tyst, og ovenover os hænger den lysende mælkevej på den enorme, sorte nattehimmel. Motoren i den store Landcruiser brummer dybt, da vi drejer ud af parkeringspladsen.

På vej ud af ørkenbyen Yulara får vi følgeskab af et par andre biler i nattemørket, og ude på hovedvejen kan vi skimte røde baglygter længere fremme: Andre er på vej i samme retning som os, i retning mod Ayers Rock, i retning mod solopgangen.

Det er imidlertid først, da vi ankommer til porten til nationalparken, at det går op for os, hvor stort et turistmål Ayers Rock egentlig er. I nattemørket holder en uendelig kø af røde baglygter, firhjulstrækkere, turistbusser, motorcyklister mellem hinanden. Langsomt snegler vi os frem.

En tætpakket parkeringsplads midt i ørkenen, et mylder af mennesker, kameraer blitzer, selfies bliver taget, den kolossale sten anes i baggrunden. Det sorte på himlen bliver langsomt erstattet af mørkeblåt. Vi venter. Og fryser. Og venter. Og alt imens ankommer flere og flere biler i det, der før var en nattetyst ørken. Og så … SÅ stiger solen langsomt op over horisonten og lader det første morgenlys farve klippen rød som blod.

Ayers Rock, kaldet Uluru på det lokale sprog, er en af Australiens mest ikoniske seværdigheder. En sandstensklippe, der rejser sig lodret over ørkenen. En skønhed, omgivet af ørken, rødt sand, sorte, afsvedne træer og millioner af irriterende, sværmende fluer. Et enestående sted, besjælet, hvis man skal tro de australske urbeboere, aboriginerne. Og et sted, der samler 400.000 turister midt i det ødeste ingenting.

Her er ikke meget at foretage sig. Man kan knipse billeder af klippen og af sig selv og hinanden, og man kan vandre de 10 kilometer rundt om klippen ad en fint afmærket sti, den ene vej den ene dag, den anden vej den næste dag. Her er et lille museum, der fortæller aboriginernes historie, og her er et par souvenirforretninger. Men det er så også stort set det.

En kort tid endnu kan man klatre op på toppen af klippen. En stejl og glat vandresti snor sig op ad stenens vestlige side - en i bogstaveligste forstand livsfarlig tur; talrige turister er styrtet i døden i forsøget på at bestige Uluru. Fra 26. oktober er det imidlertid slut. Klippen, der har religiøs betydning for aboriginerne, vil atter overgå til at være et sted, som man kan betragte på andægtig afstand, eller som man kan trave rundt om.

Turselskaberne i Yulara tilbyder talrige tematiske, guidede ture i området - om flora, fauna, aboriginere, historie - og i den mere kulørte afdeling kan man tage en helikoptertur rundt om klippen eller over de nærliggende klippeformationer The Olgas - smukt, smukt at se fra oven. Man kan selvsagt også køre den korte tur til The Olgas, Kata Tjuta på lokalsproget, og vandre i de hede, smukke landskaber.

Meget andet er her ikke at gøre, og det er måske en af pointerne ved at tage ud i ørkenen: At livet forenkles. At det består af solen og af den hårdtbrændte jord, af himlen og af varmen, af den røde klippe og af det livgivende vand i en feltflaske.

Og så af den dampende morgenkaffe, når man er kommet tilbage fra solopgangen i den iskolde ørken.

Annonce

Rejsen til Ayers Rock

Ayers Rock ligger isoleret midt i den australske ørken, mange hundrede kilometer fra nærmeste større by. Den nemmeste vej til Ayers Rock er derfor at tage et fly til Uluru Airport, 16 kilometer nord for selve klippen.

Der går direkte fly fra blandt andet Sydney, Melbourne, Brisbane og Adeleide. Blandt andet Qantas, Virgin Australia og Jetstar beflyver lufthavnen.

Man kan leje bil i lufthavnen, men der går også gratis shuttlebusser direkte fra lufthavnen til ørkenbyen Yulara.

Yulara er det eneste sted, man kan overnatte i området. Her er en række forskellige overnatningsmuligheder, fra campingplads til luksushoteller. Uanset hvad man søger, skal man bestille overnatning hjemmefra, da stederne har en tendens til at sælge ud lang tid i forvejen.

Det er også i Yulara, at man kan finde turselskaber, restauranter, caféer, et museum, et supermarked - og ikke mindst områdets eneste benzintank.

Rejsetidspunkt: Der er drønende varmt i månederne december til marts, mens temperaturerne er tålelige fra maj til august.

Det klassiske billede af Ayers Rock ved solnedgang. Hundreder af mennesker, nogle gange tusinder, samles for at fange de sidste stråler i den røde klippe. Foto: Peter Hagmund
Uluru - bedre kendt som Ayers Rock - rejser sig flere hundrede meter i vejret over ørkenen. Menneskene synes små til sammenligning. Foto: Peter Hagmund
Foto: Peter Hagmund
Foto: Peter Hagmund
Kata Tjuta-klippeformationen ligger ca 50 kilometer fra ørkenbyen Yulara. Her er adskillige trekkingruter mellem de smukke, røde klipper. Foto: Peter Hagmund
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce