Annonce
Regionalt

Bæredygtigt fokus trodser covid-19

Ifølge en undersøgelse siger 17,2 procent af de adspurgte, at coronakrisen har fået dem til at lægge mere vægt på bæredygtighed i deres investeringer end før krisen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Annonce

Da coronakrisen ramte verden med fuld styrke i februar, truede det gevaldigt med at sætte den bæredygtige dagsorden på pause. Sådan er det nu engang med kriser; de har en tendens til at disrupte både hverdagens rutiner og den langsigtede udvikling i samfundet. Det har bare ikke været tilfældet denne gang. I hvert fald ikke blandt danske investorer.

I Danmark har den globale coronaepidemi tværtimod ført til et skærpet fokus på den grønne omstilling. Ifølge en undersøgelse foretaget af Epinion på vegne af Finans Danmark bekræfter 17,2 procent af de adspurgte, at coronakrisen har fået dem til at lægge mere vægt på bæredygtighed i deres investeringer end før krisen. Ikke mindre vægt, ikke samme vægt, men mere vægt.

Den bæredygtige tendens blandt danske investorer er da heller ikke gået ubemærket hen hos Investering Danmark, der er den danske brancheforening for udbydere af investeringsfonde og kapitalforvaltning. Så sent som i sidste uge gav Investering Danmark på vegne af sine medlemmer, som den første investeringsbranche i verden, tilsagn om at reducere CO2-aftrykket for danskernes private investeringer. Den nye målsætning vil ifølge brancheforeningens beregninger give en samlet årlig reduktion på ca. 430.000 ton CO2 frem mod 2030. Det skulle svare til at fjerne 170.000 biler fra vejene, og det må, sagt på jysk, betegnes som lidt mere end en fornuftig start.

I en global sammenhæng er Danmark ganske vist ikke en stor aktør, men vi har et stærkt ry for at gå forrest, når det gælder miljøet. Vi bygger energieffektive huse, vi sparer på strømmen, og vi har globale, børsnoterede selskaber som eksempelvis Vestas og Rockwool, der på hver sin måde er med til at skabe en grønnere og mere bæredygtig verden. Mange lande på tværs af kloden kigger naturligt nok i Danmarks retning, når de ønsker inspiration til at forfølge nye, mere bæredygtige veje.

Den globale samfundsdebat præges for tiden af det aktuelle behov for en grøn omstilling, ansporet af klimaforandringer og stigende krav om handling fra eksperter, interesseorganisationer og den generelle offentlighed.

Det smitter også af på erhvervslivet. Og på de finansielle markeder flokkes investorerne om de virksomheder, der er positioneret til at nyde godt af den grønne omstilling eller har potentialet til at nå derhen. Med god grund. For selskaber, der bliver en del af løsningen på fremtidens klimaudfordringer, venter der nemlig guld og grønne skove.


I en global sammenhæng er Danmark ganske vist ikke en stor aktør, men vi har et stærkt ry for at gå forrest, når det gælder miljøet.


Ifølge Epinions-undersøgelsen er det særligt yngre investorer, der har fået et mere positivt syn på bæredygtighed, efter at coronakrisen brød ud. Næsten hver fjerde investor (24 procent) i alderen under 30 år svarer, at bæredygtighed vil spille en større rolle hos dem fremover. I aldersgruppen over 69 år er det knap hver tiende investor (9,6 procent), der angiver, at krisen har fået dem til at lægge mere vægt på bæredygtighed i investeringerne. Selvom de unge er i front, så vejer det tungt også at have den modne del af befolkningen med på den bæredygtige vogn, for den investerbare formue har det jo med at vokse med alderen.

Der er, ikke overraskende, ganske mange penge på spil. Ved udgangen af 1. halvår ejede private danske investorer værdipapirer for cirka 796 milliarder kroner, viser nye tal fra Danmarks Nationalbank. Det er værdipapirer, som danskerne holder gennem banker og handelsplatforme, enten i form af frie midler eller i individuelle pensionsdepoter. Herudover ejer danskerne betydelige værdipapirbeholdninger gennem arbejdsmarkedspensionerne. I takt med at investorer søger mod selskaber med bæredygtige profiler, kan der flyttes betydelige summer på relativt kort tid.

Udover de betydelige milliardbeløb som danskerne allerede har investeret i de finansielle markeder, står der for tiden knap 1.000 milliarder kroner og samler støv på danske indlånskonti, til en negativ rente i mange tilfælde. Mon ikke, der er en god sandsynlighed for, at vi i fremtiden vil se en mærkbar andel af disse indlånskroner blive investeret i den grønne omstilling, vi står overfor. Det tyder tallene fra Epinions-undersøgelsen i hvert fald på.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Jesper Petersen bliver ny statsrevisor

Danmark For abonnenter

Bulldozere og billigere færgebilletter året rundt: Sådan vil Venstre hjælpe landdistrikterne

Annonce