Annonce
Tønder

Børn og voksne udforskede historien i baghaven

Anna Martensen på 10 år brugte tirsdag eftermiddag på at udforske en af de mange bunkere på Rømø. 
Rømøs mange betonbunkere og deres historie skabte stor begejstring, da flere familier tirsdag besøgte øen, som led i kommunens sommeraktiviteter.
Annonce

Rømø: Fugten fra de kolde vægge og det bælgravende mørke skaber en mere uhyggelig stemning, end hvad godt er. Kun lyset fra enkelte lommelygter og mobiltelefoner gør, at børn og voksne kan skelne mursten fra luften, mens de nysgerrige blikke forsøger at kigge rundt i bunkeren.

35 børn og voksne i alle aldre har valgt at takke ja til et af Tønder Kommunes ekstra sommertilbud, der tirsdag bød på tur til Rømø hos Naturcenter Tønnisgård og en guidet tur rundt blandt øens mange bunkere.

Mathias Greve på ni år fra Skærbæk har taget sin bonusfar Morten Schmidt med under armen, så de sammen kan komme ud i naturen og opleve nogle af de mange bunkere på Rømø.

- Det er spændende at se, hvordan de ser ud indeni, fortæller han forventningsfuldt, inden han træder ind i tusmørket. Også selvom han en enkelt gang tidligere har været ude at se på bunkere i nærområdet. Men ikke nogen, der kan måle sig i størrelse med den store Mammutbunker på Rømø, der fylder over 20 meter i både bredde og længde.

- Det var virkelig sejt og meget større, end jeg lige havde troet, lyder det begejstret fra Mathias Greve, da han kommer ud fra den store bunker.


Det er rart, at man får så meget viden om bunkerne, samtidig med, at man kommer ud i naturen med hele familien

Anna Martensen, folkeskoleelev


Annonce

Historien i baghaven

Mammutbunkeren er bare én ud af de 54 bunkere, som der findes på Rømø, og de store bunkere og deres betydning, er noget, de unge skal lære af, fortæller Morten Schmidt.

Mathias Greve og Morten Schmidt er på vej ind i Mammutbunkeren. 

- Vi har jo historien nærmest i baghaven, og jeg tror virkelig, det er noget, der kan give ungerne noget andet end bare Facebook og Youtube, siger Morten Schmidt, der ad flere omgange selv har været ude at nærstudere bunkerne.

De ekstra sommeraktiviteter, som er iværksat så børn og unge har noget at lave i en sommer med coronavirus, havde også fået familien Martensen til at tage turen fra Tønder til Rømø.

- Gennem pigernes skole fik vi nogle informationer om de her sommeraktiviteter, og det synes vi lød godt. Så går der ikke bare iPad i den, siger Maja Martensen, som blandt andet er mor til 10-årige Anna Martensen, der velvilligt supplerer.

- Det er rart, at man får så meget viden om bunkerne, samtidig med, at man kommer ud i naturen med hele familien, siger Anna Martensen.

Annonce

Krig er alvor

Coronavirussen var der også taget højde for på turen. Under besøget i den sidste bunker, hvor der blev kravlet ned i bunkeren på en stige og gennem et rør på alle fire, blev deltagerne sendt afsted i to hold, inden det var tid til desinficerende håndsprit ved vejs ende.

Ifølge Thomas Petersen, som er guide for Naturcenter Tønnisgård, er der generelt en stor spørgelyst og interesse i de mange historier om bunkerne.

Rømø har 54 bunkere, men det var dog kun en lille håndfund gruppen så.  

Men, slår han fast, så kan man også blive for begejstret, selvom historien er dragende, og bunkerne er både store og spændende.

- Krig er trods alt det værste, man kan udsætte andre for, lyder det fra Thomas Petersen.

Turen gentages fredag den 24. juli, og det er muligt at tilmelde sig på Tønder Kommunes hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Det er for tidligt at glæde sig over smittetal, mener Mølbak

Billund

Første kandidat har meldt sig: Peter Fredensborg vil være borgmesterkandidat

Annonce