Annonce
Haderslev

Børnechef: Vi har aldrig haft en sparekonsulent

Nej, det er helt forkert. Vi har aldrig haft en sparekonsulent. Det er noget, man har misforstået, siger Henning Hede Riistofte om den kritik, som flere forældre til handicappede børn er kommet med. Foto: Haderslev Kommune
Haderslev Kommune ansatte sidste år en specialkonsulent til at opkvalificere sagsbehandlingen på børnehandicap-området. Det har ført til massiv kritik fra mange forældre, der mener, at hun er en sparekonsulent.
Annonce

Haderslev Kommunes børne- og ungeområde har ikke og har aldrig haft en medarbejder, der alene var ansat til at finde besparelser og dermed skære ned på eksempelvis tabt arbejdsfortjeneste og andre ydelser

Det slår børne- og ungechef Henning Hede Riistofte fast med syvtommersøm.

Den klare afvisning kommer efter, at der fra flere både navngivne og anonyme sider er blevet rejst voldsom kritik af Haderslev Kommune over ansættelsen af en specialkonsulent, der i dag er faglig leder af børnehandicap.

Formålet med ansættelsen var og er ifølge børne- og ungechefen at give en faglig opkvalificering. Men ifølge kritikerne, JydskeVestkysten har talt med, har det mere handlet om at give en faglig opkvalificering i at blive bedre til at afvise sagerne. Særlig for tabt arbejdsfortjeneste, som også er et af de områder, hvor Ankestyrelsen omgør flest sager på børnehandicap-området.

Annonce

Revisionsrapport

Afvisninger og besparelser handler det dog ifølge Henning Hede Riistofte slet ikke om. Heller ikke selv om antallet af tildelt tabt arbejdsfortjeneste i henhold til Servicelovens paragraf 42 på børnehandicapområdet ifølge JydskeVestkystens oplysninger er faldet fra 229 ydelser den 1. juni sidste år til 200 den 1. juni i år.

- Nej, vi fik i 2017 en reprimande i revisionsrapporten, fordi der var bevilget ting, som vi ikke havde lovhjemmel til. Hun blev derfor ansat for at komme med en faglig opkvalificering, og fordi afdelingen ikke havde en faglig leder, siger Henning Hede Riistofte, der fortæller, at kommunen efter hendes ansættelse har gået hver ydelse på området tabt arbejdsfortjeneste igennem for at kigge på lovmedholdeligheden.

Merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste

Forældre, der forsørger deres børn med handicap i hjemmet kan have udgifter til en række aktiviteter, indkøb og så videre, der ligger ud over de udgifter, familier med raske børn må forventes at skulle afholde. Børn med handicap kan have et særligt behov for specialiseret pleje, behov for at tilbringe mere tid hjemme eller have mange sygedage, som gør det nødvendigt, at forældrene kompenseres for tabt arbejdsfortjeneste.

Lovens indhold kan være udfordring, fordi den kontinuerligt skal sammenholdes med den udvikling, der er i samfundet og det liv, borgere almindeligvis lever. Ud fra denne viden, skal du både kunne tage stilling til om en udgift er en MER-udgift og om andre børn i samme alder og livssituation har den mulighed, der ansøges om.

- Og det er nok der, hvor jeg tror, at begrebet sparekonsulent er opstået. Men sparekonsulent har hun aldrig været ansat til at være, understreger Henning Hede Riistofte.

Annonce

Resultatlønninger

24. juni erklærede Ankestyrelsen kommuners brug af resultatlønnede sparekonsulenter på social- og handicapområdet for ulovlig. Det skete efter, at Altinget.dk i efteråret 2019 kunne berette, at 31 kommuner havde resultat-lønnede konsulenter til at finde besparelser på handicapområdet og at hovedparten af aftalerne var baseret på et såkaldt no-cure-no-pay-princip, hvor kommunerne kun skulle betale konsulenterne, hvis de fandt besparelser. Blandt andet autismeforeningen var ude med en skarp kritik af denne praksis.

Den kritiserede medarbejder i Haderslev har dog aldrig været aflønnet på den måde, pointerer Henning Hede-Riistofte.

- Nej, det er jo frygteligt. Det har ikke været brugt i Haderslev. Det er slet ikke der, hvor Haderslev Kommune er som kommune, siger børne- og ungechefen.


Nej, det er jo frygteligt. Det har ikke været brugt i Haderslev. Det er slet ikke der, hvor Haderslev Kommune er som kommune.

Henning Hede Riistofte, børne- og ungechef i Haderslev Kommune om resultatlønnede sparekonsulenter


- Vi har været ude i besparelsesrunder som i andre kommuner, men vi har aldrig, som man har hørt andre steder, haft det sådan, at hver rådgiver skulle lukke fem sager, fordi der skulle spares. Der er altid en faglig vinkel på det. Men det er klart, at der nogle gange skal strammes op, fordi vi kun har en vis sum penge, men en sparekonsulent eller en provisionslønnet konsulent har vi aldrig haft, siger Henning Hede Riistofte.

Børnehandicap-området har i flere år været under hårdt pres. Udsatte børn og unge har fyldt rigtig meget i avisspalterne under budgetforhandlinger, og socialudvalget har haft store underskud og haft brug for ekstrabevillinger for at få et budget i balance. Sidste år blev der tilført området 11 millioner kroner ekstra fast. Ifølge Henning Hede Riistofte burde det ud fra Haderslev Kommunes størrelse og de socioøkonomiske tal være tilstrækkeligt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Budskabet er forstået – vistnok

Annonce