Annonce
Esbjerg

Børnehave fokuserer ikke på barnets køn: Her må alle lege med dukker, sværd og prinsessekjoler

Børnehuset Katamaranen Hjertinggården har oplevet en udvikling i det tøj, der bliver lavet til drenge. Det har nemlig været meget populært med palliet-trøjer med dyremønster til drenge, og det er noget, man ikke så for to eller tre år siden, påpeger pædagog Carina Birkedal. Arkivfoto: Michael Bager
I Børnehuset Katamaranen Hjertinggården i Esbjerg gør man ikke forskel på børnene på grund af deres køn. Her er der plads til drenge i kjoler og piger, der kæmper med sværd. Alligevel oplever børnehuset, at børnene, når de når en vis alder, bliver kønsbevidste i deres leg og tøj.
Annonce

Børn: Sidste år fik Børnehuset Katamaranen Hjertinggården i Hjerting, Esbjerg, nye hårde hvidevarer. En stor kasse prydet med kogeplader og en stålvask med en utilsluttet vandhane udgør nemlig børnenes mudderkøkken på legepladsen.

Rigtige metalgryder, potter og pander fra genbrug er børnenes nye køkkenudstyr, der gør legen realistisk. Drenge såvel som piger flokkes til for at kokkerere. Jord er hovedingrediensen i alle retter, men krydderi og tilbehøret varierer efter købmandens varer.

Købmanden er resten af legepladsen, og enten cykler børnene rundt og samler græs og kogler. Hvis de er mange, starter bussen, hvor de alle hopper om bord, og så tøffer de rundt i gården og handler varer ind.

Når de kommer hjem fra købmanden, ryger det hele i køkkenvasken, så det kan blive brugt til dagens menu. Og før eller siden bliver der annonceret, at maden er klar.

I mudderkøkkenet er der plads til dem alle. Piger og drenge. Og dét er lige i Børnehuset Katamaranen Hjertinggårdens ånd. Her er det først og fremmest vigtigt, at børnene har en tryg, rar og udviklende dag, hvor de samtidig lærer at være en del af en børnehavekultur, hvor man hjælper hinanden, tager hensyn til hinanden og har det sjovt sammen.

- I det læringsmiljø, vi har lavet her i børnehaven, er det ligemeget, om man er dreng eller pige. Det vigtigste for os er, at de oplever, at de hører til, siger Carina Birkedal, der har været pædagog i 23 år.

Derfor fokuserer pædagogerne i Børnehuset Katamaranen Hjertinggården som udgangspunkt ikke på børnenes køn i forhold til lege og aktiviteter. Her handler det i højere grad om, at alle børnene skal have nogen at lege med.

- Jeg kunne ikke drømme om at sige til en dreng, der leger med dukker, at det må han ikke, han skal lege med biler i stedet, siger Carina Birkedal og tilføjer:

- Hvis der sidder et barn selv, så er det min opgave som pædagog at sørge for at hjælpe ham eller hende med at finde en at lege med. Men hvis det for eksempel er en stille dreng, så er det ikke sikkert, at det er de andre drenge, der er de rigtige legekammerater. Så kan det være, han passer bedre med de piger, der sidder og klipper og klistrer. Det handler om, hvor og med hvem barnet trives bedst.

Annonce

Legetøj til alle

I Børnehuset Katamaranen Hjertinggården sørger de derfor for, at der altid er legetøj for alle. Nogle gange kan pædagogerne dog godt tænke, at der mangler noget legetøj til drengene eller pigerne. Det baserer de på iagttagelser af børnene og det legetøj, de leger med.

Hvis de får lov til at købe nyt legetøj, spørger de derfor oftest børnene, om der er noget, de godt kunne tænke sig. Men legetøjet bliver aldrig stemplet til kun at være til enten drengene eller pigerne.

- Drengene siger oftest, at de gerne vil have biler eller skydere, og pigerne vil gerne have heste og dukker, siger Carina Birkedal.

Børnehaven har samtidig meget legetøj, som både piger og drenge kaster sig over. De har flere gange været forbi den lokale frisør for at hente tomme shampooflasker og hårspraydåser, curlere, kamme, børster og spænder. Det bruger børnene flittigt til at lege frisør, og i legens anledning bliver de tomme shampooflakser og hårspraydåser fyldt med vand, så både drengene og pigerne kan frisere hinandens hår.

- Det handler også om, hvad vi tilbyder dem. Når der kommer noget nyt i huset, så er det spændende, siger Carina Birkedal.

Andre gange er det kun det ene køn, der har interesse for legetøjet.

- Jeg prøvede her for kort tid siden, at jeg havde været ude at købe sådan nogle isoleringsrør i noget blødt materiale. Dem ville jeg så lave sværd ud af. Så det sagde jeg til alle børnene. Jeg sagde aldrig, at det var sværd kun til drengene, men det er lidt tankevækkende, for det er næsten kun drengene, der render rundt med dem, siger Carina Birkedal.

Annonce

Kjolen på hylden

Selvom Børnehuset Katamaranen Hjertinggården ikke tænker på køn, når det kommer til børnenes udvikling, oplever pædagogerne alligevel, at børnene gør det, når de når en vis alder.

Når børnene stopper med at bruge ble, opdager de hurtigt, at de er forskellige. De har flere gange fundet nogle af børnene siddende med numsen bar på badeværelset, hvor de diskuterer, at de ser forskellige ud. I de situationer, påpeger Carina Birkedal, kan man enten lade børnenes nysgerrighed blomstre af sig selv, eller man kan gribe bolden og svare på de spørgsmål, de oftest har.

- Der er jo forskel, det må vi jo også bare erkende, at der er. Det er noget helt naturligt. Det er sådan, man er født. Men vi påvirker dem ikke. Vi snakker bare om, at de er drenge og piger, siger Carina Birkedal, der påpeger, at de omkring fire-års alderen kan se, at nogle børn får en vis følelse af blufærdighed, mens der er andre børn, der først bliver bevidste om det senere.

Det er også omkring fire- eller fem-års alderen, at børnehaven oplever, at børnene bliver mere bevidste om deres køn. Det oplever de særligt i forhold til udklædningstøj. For når børnene når skolealderen, lægger drengene ofte prinsessekjolerne på hylden og vælger superhelteudklædningen i stedet, selvom de i mange år har nydt at klæde sig ud som prinsesse.

- Så er det store spørgsmål, hvorfor de ikke længere vil have kjole på? Jeg ved det ikke. Kommer det hjemmefra? For det kommer ikke herfra. Men der er heldigvis også altid børn, der gerne vil klæde sig ud, også i kjoler, siger Carina Birkedal og tilføjer:

- Det er det samme, når vi holder fastelavn. Man ser heller aldrig en dreng komme udklædt som prinsesse. Jeg tænker faktisk, at det er nemmere for en pige at komme som Spiderman, men jeg tænker ikke, der kommer en lille dreng og er Elsa fra Frost. Det har jeg i hvert fald ikke set.

Hvis børnehavens drenge gerne vil klæde sig ud i prinsessekjoler, er det dog ikke noget, forældrene ser skævt på længere. I stedet trækker de lidt på smilebåndet, når de ser deres søn løbe rundt i udklædningstøj. Og det er en positiv udvikling, lyder det fra Carina Birkedal.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderjyske Herrehåndbold For abonnenter

Thomas Mogensen farede vild på landevejen og mistede noget af sig selv

Annonce