Annonce
Kolding

Børneteater er et feriehit: Udsolgt igen og igen til Lille Virgil

Jeppe Adolph Jensen (fra venstre), Victor Sommerlund Aaberg og Sille Christiansen er vennerne Lille Virgil, Oscar og Carl -Emil, mens Laura Krogsgaard Schrøder kigger på yderst til højre som stykkets fortæller. Alle spiller stykket med en forrygende energi. Foto: John A. Petersen
Selv om Lille Virgil er en fortælling med 50 år på bagen, så har den nemt ved at nå et teaterpublikum i 2019. Dr. Dorothea Teatret spiller stykket for en fyldt sal igen og igen i efterårsferien.
Annonce

Kolding: I disse dage ryger der ualmindelig mange røde sodavand og lakridspiber hen over disken hos Dr. Dorothea Teatret. Det er en såkaldt Lille Virgil-menu. For som mange nok ved, så drikker Lille Virgil rød sodavand til morgenmad, og han vil gå langt for at tjene en lakridspibe.

Sådan en menu er der mange børn, som sikrer sig her i efterårsferien, hvor Dr. Dorothea Teatret netop spiller forestillingen om "Lille Virgil" efter Ole Lund Kirkegaards klassiske børnefortælling, der udkom første gang i 1967.

Og selv om det lokale teater i Zahnsgade har haft "Lille Virgil" på plakaten flere gange, siden teatret begyndte at spille Ole Lund Kirkegaard-stykker i efterårsferien, så er interessen usvækket. Forestilling efter forestilling er udsolgt, selv om der spilles to gange dagligt gennem hele ferien.

- Vi så en Lille Virgil-plakat i Vamdrup, og så bestemte vi os for at tage afsted. Jeg har selv læst historien højt, og jeg har også fået den læst højt, da jeg selv var barn, så det er en historie, jeg rigtig godt kan lide. Også fordi den har et ekstra lag, så den er sjov både for børn og voksne, fortæller Mette Håkansson, der er taget i Dr. Dorothea Teatret med sønnen Anders Emil.

Lille Virgil

Premieren var den 12. oktober, og der spilles to forestillinger om dagen i hele efterårsferien frem til 20. oktober. Det foregår på Dr. Dorothea Teatret i Zahnsgade.

Se merewww.dorothea.dk, hvor man også kan bestille billetter. Der er udsolgt til begge forestillinger torsdag og fredag formiddag, men der er forestillinger både fredag eftermiddag og i weekenden.

Lille Virgil blev skrevet i 1967, hvor Ole Lund Kirkegaard vandt en forfatterkonkurrence i Politiken med novellen "Dragen", der blev til et kapitel i den færdige bog.

Annonce

Ferie i teatret

Ved indgangen til teatersalen sidder Laura Krogsgaard Schrøder. Hun er malet med fuldskæg og har en tyk vom. Hun er historiens fortæller, og allerede før forestillingen hilser hun på alle børn, der dukker op.

- Dav-dav, siger hun frejdigt, og børnene kigger tilbage med store øjne på vej ind i salen.

Det er fjerde år, hun bruger sin efterårsferie her i teatret. Tidligere har hun haft roller i både "Frode og alle de andre rødder", "Otto er et næsehorn" og "Hodja fra Pjort".

- Selvfølgelig er det hårdt at spille så mange forestillinger på så få dage, men det er også hyleskægt, og det er det hele værd, når man ser så mange børn, der sidder og griner og fniser, siger Laura Krogsgaard Schrøder.

- Hvad er det Ole Lund Kirkegaard kunne, siden der stadig er så stor interesse for at se hans fortællinger?

- Hans historier er meget nemme at gå til. Og så synes jeg, han rammer legebarnet i alle. Både dem, der rent faktisk stadig er legebørn, og så også alle voksne, der stadig godt kan huske, hvordan det er at være et legebarn, siger Laura og tilføjer:

- Og så er han bare god med ord. Derfor har vi også bestemt, at vi beholder mange af de formuleringer, der findes i bøgerne.

Annonce

Instruktør er et legebarn

Det kan man høre, da stykket efter tre klokkeslag endelig går i gang. Ganske vist bliver der leget grundigt med fortællingen, så den tager mange teater-krumspring, men man er aldrig i tvivl om, at det drejer sig om gode, gamle "Lille Virgil".

Sammen med vennerne Oscar og Carl-Emil er Lille Virgil stadig på jagt efter en mage til en ene-og-alene-stork, de slås stadig om, hvem der har den mest hemmelige fødselsdagsgave i verden, og der gemmer sig stadig en drage nede bag den gamle mølle.

Instruktør Marco Goth Thorsen er selv et legebarn. Han har aldrig læst den oprindelige bog, men han kan til gengæld mime teatermanuskriptet i søvne. Det giver et overskud til at skrue lidt på knapperne, så denne version af "Lille Virgil" både ligner sig selv og er helt sin egen.

Her er referencer til film som "Rocky" og "Psycho", og publikum må selv bruge sin fantasi, for scenografien er som blæst for de skæve huse, der er ellers er så velkendte og familiære fra illustrationerne til Ole Lund Kirkegaards klassiske historier.

I historien træder fortælleren, Laura Krogsgaard Schrøder, direkte ind i stykket og omringes her af Jeppe Adolph Jensen, Victor Sommerlund Aaberg og Sille Christiansen, som spiller vennerne Lille Virgil, Oscar og Carl -Emil. Foto: John A. Petersen
Annonce

50 år og stadig frisk

Denne onsdag midt i ferien er Dr. Dorothea Teatret i sig selv et bevis på, hvor vidt fortællingerne spænder. De 50 år er gået sporløst hen over "Lille Virgil", og det er flere generationer, der morer sig i salen.

En af dem, som slet ikke kender "Lille Virgil", er Jonna Thomsen, der er oldemor til Clara og Alma. Men hun glæder sig til historien, og til at dele oplevelsen med sine oldebørn.

- I går var jeg med tre børnebørn på Koldinghus til det arrangement, som var deroppe. Det var også hyggeligt. Det gælder om at nyde dem, mens man kan.

Det er nemlig rigtig. Og så kan man jo altid skylle efter med en rød sodavand, og måske liiiiiige hapse en lakridspibe til.

Servicechef Aage Johannes Møldrup serverer en Lille Virgil-menu, en rød sodavand og en lakridspibe, for Anders Emil, som er i teatret med sin mor Mette Håkansson. Foto: John A. Petersen
Alberte, Sebastian og Mathilde Overgaard Boldbro er i teatret sammen. De kender godt "Lille Virgil" henne fra skolen. - Den er rigtig sjov, siger Alberte (til højre). Foto: John A. Petersen
Jonna Thomsen har taget oldebørnene Alma og Clara Lindborg Schlünsen med i teatret. Alma (til venstre) har hørt historien før, fortæller hun. Foto: John A. Petersen
Scenografen er helt anderledes, end man er vant til. Fantasien må man selv arbejde med, når man skal forestille sig miljøet i den lille by, hvor Lille Virgil bor. Foto: John A. Petersen
Der er udsolgt til adskillige stykker allerede, men man kan få billetter sidst på ugen. Foto: John A. Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Lad os nu få den cykelbro

Annonce