Annonce
Erhverv

B&O taber over 100 millioner på mindre luksusefterspørgsel

Den administrerende direktør på B&O, Henrik Clausen, må konstatere, at overskuddet vokser og omsætningen falder. Arkivfoto: Morten Stricker
Elektronikproducenten B&O vil rette op på et faldende salg ved blandt andet at lancere en række nye produkter.

Struer. B&O fortsætter med at have svært ved at løfte salget af fjernsyn og højttalere i den højere prisklasse.

Struer-virksomhedens regnskab for første kvartal, der strækker sig over 1. juni til 31. august, viser en omsætning på 419 millioner kroner.

Dette er omkring 30 procent lavere end i første kvartal året før.

I regnskabet fremgår det, at det er et lavere salg i tre ud af fire af de geografiske markeder, som ligger til grund for den faldende omsætning.

Tendensen med lavere omsætning er ikke helt ny for B&O, som igennem noget tid har kæmpet med at få solgt sine produkter, der har mødt stor konkurrence fra blandt andet billigere alternativer.

- Den primære årsag til omsætningsfaldet er, at B&O ikke sælger tilstrækkelige produkter i sit premium-segment, siger Per Hansen, der er investeringsøkonom hos børsmægleren Nordnet.

Sammen med den lavere omsætning har B&O for første kvartal offentliggjort et underskud på 106 millioner kroner efter skat.

Året før var underskuddet blot fire millioner kroner.

- Resultatet var primært påvirket af oprydningen i salgskanalerne, hvor vi har haft fokus på at nedbringe lagrene hos vores partnere og udvikle vores butiksnetværk, så det i højere grad kan afspejle vores position som et luksusbrand, siger Henrik Clausen, der er B&O's administrerende direktør, i en pressemeddelelse.

For at rette op på salget planlægger elektronikvirksomheden en række nye produktlanceringer og udrulningen af over 100 butikskoncepter i andet kvartal.

/ritzau/

Annonce
Link til B&O''s regnskab
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Små handelsskoler risikerer at miste udkantstilskud: Nu står flere til at gå i minus

Leder For abonnenter

Naturligvis har bro følger

Før etableringen af den faste forbindelse over Storebælt var den ingen ende på bekymringerne. Fisk, fugle og pattedyr ville blive truet, måtte man dengang forstå. Efter hensynet til samfundets interesser samt følgerne for flora og fauna blev holdt op mod hinanden, blev bro og togtunnel alligevel bygget. Som bekendt gik verden ikke under. Nu foreligger en rapport om de naturmæssige konsekvenser af en bro mellem Als og Fyn. Vurderingen blev udarbejdet i januar, men er først nu offentliggjort. Forklaringen på forsinkelsen er ukendt, men måske har Vejdirektoratet slet og ret skammet sig over konklusionens banalitet. Broen vil medføre uoprettelig påvirkning af natur og dyrelivet både i anlægs- og driftsfasen. Naturen vil blive påført skader, der ikke kan gøres om, vurderer specialisterne således. Og ja, det er givetvis korrekt. Sådanne konsekvenser ligger i anlægsarbejders natur. Selv en mindre cykelsti forandrer landskabet for bestandigt. Musereder bliver ødelagt, frøer fordrevet og regnormene kan ikke længere komme op. Men skulle man af den grund undlade at sikre børns liv og førlighed på skolevejen? Svaret giver vist sig selv. Naturligvis er sammenligningen sat på spidsen og konsekvenserne af et brobyggeri ulig større end følgerne af en cykelsti. Men der kan alligevel drages nogenlunde ens konklusioner. Fordele og ulemper skal afvejes. Vi skal passe på vores miljø – ikke mindst når der er tale om et sårbart område som farvandet mellem Als og Fyn. Vil byggeri og drift have katastrofale konsekvenser for naturen, må planerne opgives. Broen skal heller ikke etableres, hvis det ikke giver overordnet mening økonomisk og samfundsmæssigt. Til gengæld skal der bygges, hvis hensynet til vores fælles bedste taler for det, og der ikke er udsigt til virkelig alvorlige skader på omgivelserne. Vi må ikke ende samme sted, som vores naboer mod syd, hvor naturklager kan forsinke etableringen af vigtig infrastruktur i år eller nogle gange ligefrem årtier.

Annonce