Annonce
Billund

BAM Tattoo: Tatovør flytter til nye lokaler

Holdet hos Body & Minds Tattoo, BAM Tatto, i Sdr. Omme. Det er fra venstre lærlingen Kirstine, partner Sebastian Jul, tatovør Michael Guttorm og lærling Maria. Foto: Jan Kronvold
Tatovør Michael Guttorm har fået en kompagnon og to lærlinge. Det er grunden til, at han flytter klinikken Body & Mind Tattoo, BAM Tattoo, fra Hovedgaden 4 til Hovedgaden 29 i slutningen af november.
Annonce

Sdr. Omme: Den sidste weekend i november bliver der fest og ballade hos tatovør Michael Guttorms klinik Body & Mind Tattoo, BAM Tattoo, der holder åbningsfest i nyrenoverede lokaler i Hovedgaden 29 i Sdr. Omme.

Han åbnede sin klinik den 1. juni 2019 i Hovedgaden 4 i Sdr. Omme, og hans kalender har været fyldt ud fra første dag og frem til coronaen lukkede butikken i marts i år.

- Jeg havde lukket klinikken i seks uger på grund af corona. Jeg måtte humpe mig igennem det hele, og alle resurser blev tømt. Nu går det fint igen, fortæller Michael Guttorm.

Tatovøren benyttede coronapausen til at få en partner/kompagnon ind i firmaet. Det er Sebastian Jul fra Aarhus, der i forvejen driver flere virksomheder.

- Michael blev lidt træt af det administrative arbejde, så det har jeg overtaget, fortæller Sebastian Jul.

De lærte hinanden at kende gennem en af Michael Guttorms kammerater og var med det samme nærmest pot og pande.

Annonce

To lærlinge

Det er fortsat Michael Guttorm, der skal stå for den daglige drift af klinikken og tatovere og pierce de mange kunder. Men snart er han ikke alene om at komme blæk i huden på folk. Han har nemlig fået to lærlinge.

- Maria og Kirstine er kommet i lære, og det er også derfor, at vi flytter i nye lokaler, der bliver indrettet helt efter forskrifterne, og vi vil også gerne gøre mere ud af piercing, fortæller Michael Guttorm, der har udlært fem tatovører siden 1997.

Der findes ikke en officiel uddannelse som tatovør. Oplæringen foregår ved, at tatovøren oplærer nye, og når han mener, at eleven er blevet dygtig nok, kan eleven kalde sig udlært.

- De er udlærte, når de er bedre end mester. Der går typisk mellem fire og seks år, siger Michael Guttorm.

Sebastian Jul er udlært tømrer og er derfor med til at indrette de nye lokaler, hvor Body & Minds Tattoo, BAM Tatto, flytter ind til november. Til venstre ses lærlingen Kirstine. Foto: Jan Kronvold

De to lærlinge er ikke begyndt at tatovere mennesker endnu. De øver sig flittigt på en slags gummi, der minder meget om hud.

- Maria er mesterlærling. Hun er en del længere fremme end Kirstine. Maria begynder at tatovere mennesker til januar, mens Kirstine er klar om et halvt år, vurderer Michael Guttorm.

De fleste tatovører har et speciale og Michaels er såkaldte "cover ups", der går ud på at dække gamle tatoveringer med nye eller reparere tatoveringer, hvilket har givet ham et godt navn i branchen.

Annonce

Kunderne hjælper til

- Kunderne kommer alle vegne fra. Når folk har fundet en tatovør de stoler på, så bliver de ved ham, siger Michael Guttorm.

Det er Sebastian Jul og hans folk, der står for renoveringen af de kommende lokaler i Hovedgaden.

- Der bliver indrettet tre studier, hvor der vil være håndvaske i de to af dem. Vi har sat nye lofter op, og der sat 100 millimeter isolering i. Desuden er der er trukket nye elkabler over det hele, og der bliver sat en luft til luft varmepumpe op. Desuden bliver der indrettet køkken til personalet og toiletter. Inden for døren bliver der café højborde, fortæller Sebastian Jul, der er oprindelig er udlært tømrer.

BAM Tattoo

Tatovør Michael Guttorm åbnede Body & Mind Tattoo, BAM Tattoo, i Sdr. Omme den 1. juni 2019.

Klinikken har åbent tirsdag mellem 16 og 22, onsdag mellem 10 og 16, torsdag mellem 10 og 15 og igen mellem 16 og 22, fredag mellem 10 og 16 og lørdag mellem 10 og 15 og igen mellem 16 og 22.

Søndag og mandag er der lukket.

BAM Tattoo åbner den 28. november i de nye lokaler i Hovedgaden 29. Der er åbningsfest både lørdag og søndag med lodtrækninger og fest og ballade.

Han fortæller, at der er en del kunder, der ind i mellem kommer og giver en hånd med i forbindelse med ombygningen.

- Det bliver åbent og lækkert, mener Sebastian Jul.


Maria og Kirstine er kommet i lære og det er også derfor, at vi flytter i nye lokaler, der bliver indrettet helt efter forskrifterne, og vi vil også gerne gøre mere ud af piercing.

Michael Guttorm, tatovør, BAM Tattoo
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce