Annonce
Esbjerg

Bamser på vej til syge børn

Krammebamserne vækker glæde hos de små børn på sygehuset. De giver tryghed, og børnene kan se, hvordan behandlingen på sygehuset foregår, fordi sygeplejerskerne kan vise det først på bamserne. Arkivfoto: TrygFonden
384 bløde isbjørnebamser deles ud til de yngste patienter på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Bamserne ankom til sygehuset tirsdag.

Esbjerg: Hospitalsstuer, fremmede i hvide kitler og nåle gør de fleste børn utrygge, når de er indlagt. Derfor har TrygFonden siden 2007 uddelt krammebamser til de yngste patienter for at trøste og berolige. I disse dage er lastbiler fyldt med 46.000 nye krammebamser på vej til hospitaler i hele landet.

384 af dem blev delt ud til de yngste patienter på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg tirsdag, oplyser TrygFonden i en pressemeddelelse.

Når børn skal undersøges og behandles på hospitalet, er det ikke unormalt, at de bliver utrygge over det, som skal ske. Men læger og sygeplejersker har fundet ud af, at en blød bamse kan berolige barnet og vinde deres tillid. Bamsen trøster barnet og bliver en tryg ven, som børnene kan dele oplevelsen med.

Annonce
Krammebamsen gjorde en stor forskel for min lille dreng. Han elsker Theo, som hjalp ham med modigt at klare narkosen.
Mor til en dreng, som fik en krammebamse på hospitalet

Bamserne får også forbinding

Bamserne fra TrygFonden hedder Thea og Theo, og de har et armbånd på med deres navn lige som børnene. Bamserne er med i alt, hvad der sker, og hvis barnet skal have forbinding på eller have lagt drop, så får bamserne gjort det først, så børnene kan se, at det ikke er så slemt.

Siden 2007 har TrygFonden doneret knap 750.000 krammebamser, som bliver uddelt til børn i hele landet på hospitaler og specialklinikker.

Det er ikke kun børnene, der finder tryghed i bamserne – det gør forældrene også, når de ser barnet knytte sig til bamsen. - Det er meget rørende at høre, hvordan krammebamserne hjælper børnene og deres forældre igennem en svær oplevelse, fortæller Galina Plesner, projektchef i TrygFonden og fortsætter: - For børnene betyder det meget, at de kunne give bamsen et kram og fortælle den, hvis de var kede af det, mens de var på hospitalet.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener om Radio24syv: Man kan både vinde og tabe udbud

Når det offentlige sender opgaver i udbud, ligger det i sagens natur, at man som byder både kan vinde og tabe. Og det er også naturligt, at når en udbudsperiode udløber, risikerer det firma, der hidtil har løst opgaven, at tabe kampen om et nyt udbud. Men de selvfølgeligheder anfægter ikke de mange tilhængere af Radio24syv, der er dybt skuffede og vrede over, at radiokanalen ikke kan fortsætte efter denne måneds udgang. Lukningen af Radio24syv bliver af kritikere set som politikeres bevidste forsøg på at stoppe en kanal, der har lavet magtkritiske nyheder og satire. Dette blev også af disse kritikere set som årsagen til, at det daværende borgerlige flertal besluttede, at det nye udbud af Radio24syvs sendetilladelse skulle føre til en radiostation med hovedsæde i provinsen. Radio24syvs ejere ønskede på de forudsætninger ikke at søge. Det vakte så stor kritik, at et politisk flertal reagerede med at beslutte et udbud af en internetbaseret DAB-kanal, som ville give Radio24syv en chance for at fortsætte. Men i et udbud hverken kan eller skal politikerne bestemme hvem, der skal løse opgaven. Det har det politisk uafhængige radio og tv-nævn under Kulturministeriet haft til opgave at afgøre. Nævnet valgte så tirsdag eftermiddag, at Radio24syv ikke får den opgave. Det var et chok for mange medarbejdere og lyttere af en station, der i løbet af otte år har revolutioneret taleradio i Danmark. Tak for det. Men det er forkert, at politikerne har lukket Radio24syv. Stationen har tabt til konkurrenten Radio Loud, som af Radio og tv-nævnet er vurderet til på en række opstillede kriterier at have indgivet det bedste bud. På FM-båndet er Radio4 med hovedsæde i Aarhus klar til fra 1. november at blive afløseren for Radio24syv. Radio4 er ejet af en række lokale og regionale medier, herunder Jysk Fynske Medier, hvis største dagblad er JydskeVestkysten. Også Radio4 må risikere at kunne tabe et eventuelt nyt udbud, når den nuværende sendetilladelse udløber om otte år. For den slags udbud kan man både vinde og tabe.

Annonce