Annonce
Kultur

Band af familiefædre indtager Bork: I begyndelsen ville ingen af os synge

Bandet Undskyld Vi Forstyrrer med Klaus Pallesen, Carsten Bille Christiansen og John Pagaard skal spille på Bork Festival. Hvad der startede som en lille gimmick til en 80’er-fest for tre år siden med tre af de rutinerede drenge på Skjern GF Fodbolds oldboyshold, har udviklet sig til et band, der turnerer flittigt rundt i det vestjyske. Billeder af bandet, der øver. :Foto: Jørgen Kirk
Undskyld Vi Forstyrrer spiller fredag på Bork. Bandet er gået fra et garageprojekt til masser af spillejob i hele Vestjylland.

Skjern/Bork: Hvad der begyndte som en lille hyggehobby, er på få år vokset til en musikgesjæft, hvor den i mange weekender står på spillejob rundt om i Vestjylland for bandet Undskyld Vi Forstyrrer. Og nu står de tre familiefædre i bandet over for deres hidtil største koncert, når de fredag eftermiddag indtager Det Irske Telt på Bork Festival.

- Det er stort at skulle spille på Bork Festival og at være på plakaten, siger Carsten Bille Christiansen, der sammen med Klaus Pallesen og John Paggaard udgør bandet.

De tre herrer er mødtes til sidste øvesession onsdag aften inden det store show fredag klokken 16.15 på festivalen. Klaus Pallesen på vokal og "papkasse" (en trommekasse kaldet en cajon), John Paggaard og Carsten Bille Christiansen på guitarer og kor. De tre kender hinanden gennem Skjern GF's oldboyshold, hvor de alle spiller.

Annonce
Bandet Undskyld Vi Forstyrrer med Klaus Pallesen, Carsten Bille Christiansen og John Pagaard skal spille på Bork Festival. Hvad der startede som en lille gimmick til en 80’er-fest for tre år siden med tre af de rutinerede drenge på Skjern GF Fodbolds oldboyshold, har udviklet sig til et band, der turnerer flittigt rundt i det vestjyske. Billeder af bandet, der øver. :Foto: Jørgen Kirk

Rytme måtte til

Det lå dog ikke i kortene, at de tre skulle blive et ombejlet coverband.

- Der var 80'er-fest i kulturcentret, så vi holdt forfest hjemme ved mig, og vi havde besluttet at sætte os sammen og spille nogle numre, fortæller Carsten Bille Christian om begyndelsen for tre et halvt år siden.

John Paggaard og Carsten Bille Christiansen øvede på guitarer i garagen, men det lød ikke helt rigtigt. De måtte have nogen til at holde rytmen.

- Så var jeg jo nødt til at tilbyde mig, siger Klaus Pallesen.

Det lød ad helvede til

Første koncert til forfesten gik dog ikke supergodt ifølge bandet selv.

- Det lød ad helvede til. Fuck, det var dårligt, siger Carsten Bille Christiansen.

- Men folk kunne synge med. Og da vi havde spillet, kom der en og spurgte, om vi kunne spille til hans kones 40-års fødselsdag. Der var der så en ny, der bookede os til endnu en fest. Og så var vi ligesom i gang, siger han.

Nu spiller Undskyld Vi Forstyrrer jævnligt, også til større arrangementer med hundreder af deltagere.

Hunderædde for at synge

Sidste år blev det til 20 spillejob, nogle gange to på en aften, så de tre musikere er ved at få godt styr på sagerne. I starten var der dog et problem:

- I begyndelsen var der ingen af os, der ville synge. Så vi havde sanghæfter med til gæsterne til de første koncerter og ingen mikrofoner til os, husker Klaus Pallesen.

- Vi var hunderædde for at synge, siger Carsten Bille Christiansen.

Også her trådte Klaus Pallesen til og tog rollen som forsanger, mens de to andre bakker ham op med kor. Nu foregår koncerterne med mikrofoner, forstærkere og guitarpedaler samt sceneudstyr i form af stuelamper og persiske tæpper.

Kalender-puslespil

Faktisk er de tre så populære, at de er nødt til at sige nej til nogle spillejob, fordi kalenderne er fyldt op.

- Vi har tre kalendere med job, koner, børn og fritidsaktiviteter, der skal gå op, lyder det fra John Paggaard.

- Men vores familier har været utroligt støttende, siger Carsten Bille Christiansen.

- Uha ja, lyder det fra John Paggaard.

Familierne - nogle helt fra Sjælland - kommer også fredag for at opleve, hvad der må beskrives som højdepunktet i Undskyld Vi Forstyrrers karriere. Samtidig er der også lokket venner og bekendte med - nogle med øl som lokkemad.

- Men dem får de altså først, når vi er færdige, og vi ved, de har været til hele koncerten, griner John Paggaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce