Annonce
Erhverv

Bang & Olufsens overskud tager stort dyk efter svært år

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det seneste år har været skuffende for Bang & Olufsen, mener administrerende direktør Henrik Clausen.

Det seneste år har været en udfordring for Bang & Olufsen, der har måttet se både salget og overskuddet tage et dyk.

Selskabet kommer ud af regnskabsåret 2018/2019 med et overskud på 19 millioner kroner. Det er et fald på 77 procent over det seneste år.

Samtidig er salget faldet med omkring 14 procent til 2,8 milliarder kroner. Det oplyser selskabet i sit årsregnskab.

Bang & Olufsen har tre gange siden december 2018 nedjusteret forventningerne. Det har kostet dyrt på aktiemarkedet, hvor aktiekursen er blevet slagtet.

Administrerende direktør Henrik Clausen erkender, at året slet ikke er forløbet som forventet.

- Det var et skuffende år for Bang & Olufsen. Det utilfredsstillende resultat skyldtes især udfordringer med omstillingen af vores salgs- og distributionsnetværk samt færre produktlanceringer end året før.

- Trods udfordringerne havde vi sorte tal på bundlinjen, hvilket understreger, at vi er kommet langt med vores transformation, selv om vi stadig har et stort arbejde foran os, siger han i en kommentar til regnskabet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce