Annonce
Sport

Banggaard hjemvendt fra Europa: - Jeg glæder mig til at spille i superligaen igen

Godt en måneds forberedelsestid har Patrick Banggaard fået inden han på søndag kan trække den lyseblå trøje over hovedet til den første superliga kamp for SønderjyskE. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Patrick Banggaard er hjemvendt til den danske liga fra sit europæiske eventyr. Han mener selv, at han har udviklet sig på flere niveauer og ser forventningsfuldt frem til sæsonstarten med SønderjyskE.

SønderjyskE: Patrick Banggaard har været rundt omkring i Europa de seneste par år. Men når han på søndag trækker den lyseblå trøje med nummer 26 over hovedet, er han igen tilbage i superligaen. Og det glæder SønderjyskE's nye forsvarsspiller sig til.

For der er sket meget med ham på de to et halvt år, der er gået, siden han senest spillede i den danske liga

- Jeg har fået noget erfaring ved at være i Tyskland, Holland og på Cypern, som jeg kan tage med ind i superligaen. Det har forhåbentligt gjort mig stærkere, end sidst jeg var her. I udlandet har det både været på det personlige plan, men også som fodboldspiller, at jeg har ændret mig, så det er hele vejen rundt. Det er bare noget andet at være i udlandet, siger Patrick Banggaard.

Efter tiden i FC Midtjylland skrev han kontrakt med den tyske klub Darmstadt, hvor han spillede i et år, inden han blev lejet ud til først hollandske Roda FC og siden cypriotiske Pafos FC.

- Jeg glæder mig til at komme tilbage til superliga igen. Det er altid det, man ser frem til, når man har været i gang med en hård opstart. Altså at komme i gang med de kampe, som betyder noget, siger forsvarsspilleren, der kan få sin debut søndag, når SønderjyskE tager imod Randers.

Annonce

Jeg har fået noget erfaring ved at være i Tyskland, Holland og på Cypern, som jeg forhåbentlig kan tage med ind i Superligaen. Der har forhåbentligt gjort mig stærkere, end sidst jeg var her

Patrick Banggaard

Et spændende hold

Den 25-årige forsvarsspiller har haft godt en måned til at falde til på sit nye hold.

- De har taget rigtigt godt imod mig, både spillerne og staben omkring holdet. Indtil videre har det været utrolig positivt og dejligt nemt at falde ind i det hele. Så synes jeg også, at vi har et rigtigt spændende hold, både med de nye spillere og dem, som var her i forvejen. Det hele tegner rigtigt godt, siger han.

Forberedelserne til sæsonen har budt på flere træningskampe mod både superligaklubber og hold fra udlandet med blandede resultater. Senest mod Flensburg Weiche, hvor Banggaard sad over, men han er klar til kampen mod Randers.

- Selvom man ikke skal lægge for meget i træningskampe, så synes jeg, at opstarten har været rigtig fin. Vi begynder at lære hinanden og vores mønstre på banen at kende - også os nye spillere. Alt i alt ser det rigtig spændende ud både offensivt og defensivt, siger Patrick Banggaard.

Som bekendt har SønderjyskE også hentet en anden forsvarsspillere til den nye sæson, nemlig backen Justin Plautz. De to nye spillere skal finde deres plads med de 'gamle' i forsvarskæden, der er uden holdets anfører, Marc Pedersen, som er langtidsskadet.

- Det er klart, at når man er ny spiller, så er der nogle relationer, der skal opbygges til de spillere, der ligger omkring en selv på banen. Men det, synes jeg, er gået hurtigt og nemt, selvom der selvfølgelig stadig er nogle ting, hvor vi skal lære hinanden bedre at kende. Men det er jeg meget fortrøstningsfuld ved, siger Banggaard.

SønderjyskE har to træningsdage endnu til at få de sidste detaljer på plads. Dem har trænerteamet valgt at lukke for offentligheden.

- Det begynder at spidse lidt til, og vi begynder at have fokus på Randers, og hvordan de gør tingene. De næste par dage skal vi nok se lidt video på dem, så man kan godt mærke, at det er en lidt anderledes uge, og man begynder at glæde sig rigtig meget til, at det bliver weekend, siger Patrick Banggaard.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Annonce