Annonce
Udland

Bangladesh beskyldes for at nægte rohingyaer skolegang

Munir Uz Zaman/Ritzau Scanpix
400.000 rohingya-flygtningebørn er udelukket fra at modtage undervisning i Bangladesh, konkluderer rapport.

Regeringen i Bangladesh blokerer for uddannelse til rohingya-børn, mens den afventer børnenes tilbagevenden til Myanmar.

Det konkluderer Human Rights Watch i en rapport med titlen "Er vi ikke mennesker?". Rapporten er offentliggjort tirsdag.

Menneskerettighedsorganisationen opfordrer til, at restriktionerne ophæves.

I den 81 sider lange rapport konkluderer den New York-baserede organisation, at omkring 400.000 rohingya-børn er udelukket fra at modtage undervisning under den bangladeshiske studieordning eller fra skoler uden for deres lejre.

I august 2017 blev over 700.000 etniske rohingya-muslimer tvunget til at flygte ind over grænsen til Bangladesh, fordi rohingyaer blev udsat for massedrab og andre grusomheder af Myanmars militær.

Over en million rohingya-flygtninge lever nu i Bangladesh. Langt de fleste er kvinder og børn.

- Bangladesh har gjort det klart, at landet ikke ønsker, at rohingyaerne skal blive på ubestemt tid. Men at fratage børn deres uddannelse forværrer bare skaden på børnene og vil ikke løse flygtningenes situation hurtigere, siger Bill Van Esveld fra Human Rights Watch.

Restriktionerne blev indført som en del af den bangladeshiske regerings uformelle uddannelsesprogram.

Ifølge programmet forventes rohingyaerne at vende tilbage til Myanmar inden for to år, og derfor afviser Bangladesh at tilbyde lokal undervisning, som kan fremme integrationen af rohingyaer i landet.

- Regeringen i Bangladesh reddede utallige liv ved at åbne sine grænser og sørge for sikkerhed til rohingyaer, men den er nødt til at sætte en stopper for sin tåbelige politik om at blokere for uddannelse til rohingya-børn, siger Bill Van Esveld, der er direktør for børns rettigheder i Human Rights Watch.

Ifølge USA er det usikkert for rohingya-flygtninge at vende tilbage til Myanmar.

/ritzau/dpa

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Golfklub udsat for indbrud

Kommentar For abonnenter

FestiValhal: Stor, større, konkurs?

Det kan godt være, at der nu er dem, som hævder; Hvad sagde jeg? Der er – i tråde på de sociale medier – allerede dem, der mener, at sådan måtte det jo gå! Alt sammen kan det passende høre ind under kategorien: Set i bagklogskabens ulideligt klare lys. Som en falleret byggematador engang udtrykte sig. JydskeVestkysten kunne tidligere på ugen bringe nyheden om, at Skifteretten i Esbjerg har indledt en konkurssag mod Thomas Klintrup, som kendes som manden bag den store musikevent; FestiValhal. Der er, og der vil også fremover være rigtig mange meninger omkring dette musikalske arrangement tæt ved friluftsscenen og Valhal i Jels. Konkurssagen er en trist nyhed. Men det er nu engang sædvanligvis den, der bestiller musikken, som også skal sørge for betalingen. Anderledes kan det ikke være. Men uanset, hvordan sagen ellers vendes og drejes, så står det ikke rigtig til diskussion, at FestiValhal vitterlig fik Jels på kortet. Alting starter som oftest i det små, og sådan var det også med denne festival tilbage i sommeren 2016, hvor der var lidt langt mellem gæsterne. Men som årene gik, så fik musikentusiaster fra nær og fjern mere og mere interesse for det musikalske arrangement. Særligt i 2018 og igen tilbage i maj i år var der fyldt rigtig godt op. I år havde FestiValhal så vokseværk, da en ny scene blev etableret umiddelbart syd for Valhal. Dermed var det en festival med to udendørs scener og en enkelt indendørs, og programmet blev samtidig afviklet over to dage. FestiValhal fortsatte dermed sin vækst. Selv om vækst som oftest betragtes som noget positivt, så ved ikke så få erhvervsfolk, at balancen mellem vækst og resultatet på regnskabets bundlinje kan være en rigtig farlig linedans. Denne balance har også været svær for Thomas Klintrup og hans stab. Økonomien holdt ikke, og i dag står flere samarbejdspartnere tilbage som kreditorer med tilgodehavender. Klintrups iværksættertrang, hans ihærdighed og også visioner for koncert-arrangementet kan ingen fornægte. Han så en mulighed for at udnytte de perfekte omgivelser ved friluftsscenen og søen i Jels. Og Klintrup kæmpede og forsøgte til det sidste med det yderste af neglene at holde fast i sit projekt. For år tilbage var det nærmest en fast tradition med både sommerfest og en open airkoncert på friluftsscenen, men da Jels Idrætsforening tilbage i 2008 brænder fingrene og må indkassere et stort underskud på en ellers forrygende Gnags-koncert, så trækker foreningens festudvalg følehornene til sig. Så blev der stille på friluftsscenen - altså lige med undtagelse af vikingernes huseren hver eneste sommer. Thomas Klintrup var manden, som fik brudt stilheden, når det gælder koncerter. Nu tyder alt på, at den igangværende konkurssag gør en ende på FestiValhal. Trist for i særdeleshed personen Thomas Klintrup og hans nærmeste – men også gevaldigt ærgerligt for Jels. Byen og også Vejen Kommune er blevet et kulturelt arrangement fattigere. Gad vide om der sidder nogen rundt omkring i Jels, som tænker den tanke, at de sidste fire års arrangementer har skabt et fundament for en festival. Noget at bygge videre på … GOD 2. SØNDAG i advent

Annonce