Hejnsvig: Gennem mere end 40 år har der været bankospil i Hejnsvig Forsamlingshus hver onsdag aften.
Nu er der risiko for, at bankospillerne har været samlet for sidste gang. Der mangler nemlig frivillige til at afvikle spillet, som er så populært, at 85-100 gæster uge efter uge tropper op i Bredgade.
Hans Strandhave og Annie Madsen har begge været med til at arrangere banko i mere end 20 år. Det vil de sådan set også gerne blive ved med. Bare ikke hver evig eneste onsdag.
Derfor skal der nye kræfter til.
Ikke hver onsdag
Og de to garvede bankoarrangører vil gerne gøre det nemt for nye frivillige.
- Vi vil gerne være 10-12 stykker mere, så man ikke er bundet hver onsdag, men kun hver anden eller hver tredje, siger Hans Strandhave.
Hver bankoaften kræver seks frivillige: To, der møder ind om eftermiddagen for at stille borde op og gøre klar. Klokken 18 møder fire mere ind, som står for at sælge plader og bankomaterialer samt lave kaffe og sælge slik og is. De fire klarer også at afvikle selve spillet, som begynder klokken 19.30.
Spillerne kommer fra både Hejnsvig, Vorbasse, Billund og Grindsted, og en del af dem kommer allerede klokken 18 for at have tid til en snak og et slag kort. Derfor håber Annie Madsen og Hans Strandhave, at der blandt dem også er nogle, som vil tage en frivillig tørn.
Alle kender alle
- Der har været bankospil i Hejnsvig i over 40 år. Det er et fantastisk sted, hvor alle kender alle og snakker sammen på kryds og tværs. Sammenholdet er så stort, at der hurtigt opstår bekymring, hvis en af de faste ikke dukker op et par onsdage i træk, siger Annie Madsen, der har været med til at arrangere bankospil, siden dengang, hun var formand for Hejnsvig Idrætsforening.
Det er nemlig idrætsforeningen, der har forsamlingshuset, der i dag er forpagtet ud. De penge, som bliver tjent på bankospillet, går ind på forsamlingshusets konto, og overskuddet går blandt andet til trøjer til forskellige hold i idrætsforeningen.
Annie MadsenMin egen gamle mor ville være ked af, hvis hun ikke skulle til banko om onsdagen igen.
Vi vil gerne fortsætte
Udover Hans Strandhave og Annie Madsen er der enkelte andre frivillige, som indtil corona lukkede alting ned, stod for bankospillet. Skal det i gang igen, kræver det en flok frivillige mere.
- Hvis folk ønsker det, skal de melde sig på banen, og så fortsætter vi. Vi vil ikke bare lukke og slukke uden at give folk en chance for at være med, siger Hans Strandhave.
Lykkes det ikke at få gang i bankoaftnerne om onsdagen, vil de to arrangører gå andre veje.
- Så vil vi forsøge at lave noget sammen med idrætsforeningen, for dér ved vi, at der er frivillige hjælpere, siger Annie Madsen.
Hun vil dog gerne have, at onsdagene i forsamlingshuset kan fortsætte:
- Min egen gamle mor ville være ked af, hvis hun ikke skulle til banko om onsdagen igen.
Vil du være med til at arrangere, kan Hans Strandhave kontaktes på telefonnummer 6129 7250 og Annie Madsen på 6169 5591.