Annonce
Sport

Barcelona smider point igen med uafgjort i Bilbao

FC Barcelona kunne heller ikke vinde ude over Athletic Bilbao søndag aften i Primera Division og spillede uafgjort for anden ligakamp i træk.

FC Barcelona måtte nøjes med 0-0 ude mod Bilbao, som betyder, at Barcelona er seks point foran Real Madrid.

Mens Real Madrid stormer afsted i Primera Division, så halter det for topholdet FC Barcelona, som søndag spillede uafgjort for anden kamp i træk i ligaen.

Her måtte Barcelona nøjes med 0-0 ude mod Athletic Bilbao efter 2-2 mod Valencia i runden forinden.

Real Madrid hentede lørdag sin femte sejr i træk i ligaen med 3-1 ude over Atlético Madrid, og Real er nu blot seks point efter Barcelona.

Athletic Bilbao pressede på i første halvleg, hvor hjemmeholdet testede Barcelona-keeper Marc-Andre ter Stegen flere gange.

Lionel Messi var med igen fra start hos Barcelona, efter at argentineren indledte pokalkampen senest mod Real Madrid på bænken.

Messi var ved at løfte bolden i et tomt mål efter 25 minutter på en returbold, efter at han forinden med en dyb stikning til Nélson Semedo var ved at splitte hjemmeholdets forsvar.

Forinden pressede Bilbao stadig på, og Raul Garcia forsøgte sig med et akrobatisk saksespark, som Marc-Andre ter Stegen fik reddet på stregen.

Bilbao fortsatte overtaget, men første halvleg endte uden scoringer.

Barcelona kom bedre i gang i anden halvleg, men hjemmeholdet holdt stadig stand efter en times spil.

Det var Messi, der truede hjemmeholdet, som dog forstod at dæmme op og levere en helstøbt holdindsats.

Det duftede af et langt Barcelona-pres med 20 minutter igen, men igen formåede Bilbao at bide fra sig.

Hjemmeholdet fik nogle gode tilbud i slutfasen, og Bilbaos Inaki Williams misbrugte flere tilbud, og så endte det uden mål.

Martin Braithwaite fortsatte sin gode periode i Leganes, som med en 3-0-sejr over Real Betis melder sig i kampen om europæiske billetter.

Den danske landsholdsspiller leverede en fornem frispilning, da Youssef En Nesyri fuldendte sit hattrick med 3-0-scoringen.

Braithwaite er nu noteret for tre mål og to oplæg i sin korte tid i den spanske klub.

Tidligere søndag var Simon Kjær med i hele kampen, da Sevilla hjemme fik 2-2 mod Eibar. Sevilla var bagud 0-2, men fik reduceret to minutter før tid og udlignet i tillægstiden.

Dermed har Sevilla 37 point på fjerdepladsen foran Getafe med to point færre.

Daniel Wass fik ikke spilletid for Valencia i 0-0-kampen mod Real Sociedad.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

EfB

Genlæs liveblog: EfB taber 1-3 til FCK

Annonce