Lionel Messi er udeladt fra FC Barcelonas trup til onsdagens Champions League-kamp ude mod Ferencvaros.
Det oplyser fodboldklubben tirsdag på sin hjemmeside.
Heller ikke den offensive midtbanespiller Philippe Coutinho eller målmanden Marc-Andre ter Stegen er rejst med til Ungarn.
Cheftræner Ronald Koeman har valgt, at de tre spillere skal have hvile, oplyser hollænderen.
- Messi er en spiller, der altid vil spille. Jeg har snakket med spilleren. Den endelige beslutning er taget af mig som træner.
- Det er jeg nødt til. Jeg kan ikke hvile ham i resten af sæsonen, siger Koeman på et pressemøde.
Til gengæld er angriberen Martin Braithwaite med i truppen. Danskeren er inde i en god periode for klubben.
I den seneste ligakamp scorede Braithwaite et enkelt mål i 4-0-sejren hjemme over Osasuna.
Og i den seneste kamp i Champions League nettede den tidligere Esbjerg-angriber hele to gange i 4-0-sejren ude over Dynamo Kiev.
Barcelona har vundet de fire første kampe i gruppen og er allerede videre til forårets ottendedelsfinaler.
Cataloniernes trup er uden de skadede profiler Gerard Pique, Sergi Roberto, Ansu Fati og Samuel Umtiti.
/ritzau/