Annonce
Sport

Barcelona-træner er ikke bekymret efter nyt pointtab

Lionel Messi, der her ses i aktion søndag, var plaget af en lårskade og var derfor ikke på sit topniveau, lød det fra Barcelonas assistenttræner allerede inden kampen.

Barcelona fører stadig komfortabelt, fastslår træner Ernesto Valverde efter endnu en uafgjort kamp.

På trods af en målløs affære mod Athletic Bilbao på San Mamés Stadium søndag aften, så er Barcelona-træner Ernesto Valverde ikke ovenud bekymret for sit holds placering øverst i Primera Division.

- Vi var først i sidste uge, og vi er stadig først. Og hvis min matematik passer, så vil vi også være først i næste uge, siger Valverde, efter at Barcelona havde afsluttet tredje kamp i træk uden sejr, til nyhedsbureauet AFP.

Det er anden kamp i træk med uafgjort i Primera Division og tredje kamp i træk efter sidste uges 1-1 mod Real Madrid i pokalturneringen Copa del Rey.

Med den manglende pointhøst giver Barcelona muligheder for de øvrige hold i toppen af tabellen, selvom føringen stadig er på seks point ned til Real Madrid på andenpladsen.

Real Madrid kunne lørdag notere sig en sejr på 3-1 ude over Atletico Madrid.

Ifølge Valverde manglede hans trup den nødvendige energi over for et velspillende Bilbao.

Og kampen kunne være endt helt skidt, hvis ikke målmand Marc Andre ter Stegen havde blokeret et imponerende skud fra Bilbaos Inaki Williams i de døende minutter af kampen.

- Han reddede os. Det var en fantastisk redning, lyder det fra træneren.

Det var også afgørende for Barcelonas offensiv, at angrebsstjernen Lionel Messi ikke spillede op til niveau.

Allerede inden kampen sagde assistenttræner Jon Aspiazu, at argentineren "ikke var der 100 procent fysisk".

I sidste uges kamp mod Real Madrid sørgede en lårskade for, at Messi kun var med i de første 27 minutter, før han måtte skiftes ud. I søndagens opgør i Bilbao var han dog med hele kampen.

Men det var nok mere, fordi holdet havde brug for stjernespilleren. For Messis spil på banen var ikke blændende.

- Vi spiller mange kampe i øjeblikket, og det kan man se, lød det fra Barcelonas uruguayanske angrebsprofil, Luis Suarez, efter kampen.

- Vi manglede også kommunikation i dag. Og det gør en stor forskel.

Og skemaet fremover byder ikke ligefrem på pauser for mandskabet.

Næste weekend skal Barcelona forsøge at vende den uafgjorte stime mod Real Valladolid hjemme.

Derefter går turen til Champions League-opgør i Lyon før endnu en ligakamp mod Sevilla. Dernæst venter to opgør mod Real Madrid over fire dage.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
EfB

Genlæs liveblog: EfB taber 1-3 til FCK

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce