Annonce
Erhverv

Bavarian køber vacciner i milliardhandel

Betina Garcia/Ritzau Scanpix
Danske Bavarian giver næsten milliarder af kroner for vacciner mod hundegalskab og flåtbåren hjernebetændelse.

Den danske biotek-virksomhed Bavarian Nordic har mandag haft den store pung fremme og købt rettighederne til to vacciner fra Glaxosmithkline i en milliardhandel.

Den ene vaccine er mod hundegalskab og den anden er mod flåtbåren hjernebetændelse. Bavarian Nordic lægger i første omgang 2,2 milliarder kroner på bordet for vaccinerne.

Men prisen kan meget vel blive større, hvis vaccinerne bliver den succes, som Bavarian Nordic forventer. Der er ud over købsprisen aftalt yderligere betalinger for 3,7 milliarder kroner, hvis salget af vaccinerne når visse milepæle.

Betalingerne for milepælene forventes at falde mellem 2020 og 2025.

Vaccinen mod hundegalskab, Rabipur, yder beskyttelse før og efter eksponering mod hundegalskab. Vaccinen mod vesteuropæisk hjernebetændelse hedder Encepur.

Vaccinerne er allerede i salg og omsætter i dag for omkring 1,3 milliarder kroner, oplyser Bavarian. Med købet ejer Bavarian rettighederne til salg af vaccinerne i hele verden.

Bavarians direktør, Paul Chaplin, siger i meddelelsen om købet af de to vacciner, at der er tale om en "skelsættende begivenhed" for Bavarian.

I 2018 havde Bavarian Nordic underskud på driften og forventer det samme i 2019. Derfor leder selskabet efter den næste guldkalv, der kan kaste et overskud af sig og bringe bundlinjen tilbage i grønne farver.

I meddelelsen om købet skriver Bavarian, at selskabet forventer en lav til middel encifret vækst i årligt salg af vaccinen mod hundegalskab.

Vaccinen til flåtbåren hjernebetændelse forventes at levere mellem til høj encifret vækst.

Bavarian vil finansiere købet ved at sælge en del af dets aktier i starten af 2020.

Fordi vaccinerne er baseret på samme teknologi, som Bavarian bruger til at producere sine andre vacciner, forventes der at være en række synergieffekter.

Produktionen overgår fra Glaxosmithkline til Bavarian over en femårig periode.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce