Annonce
Sport

Bayern-topscorer savner ledere: De andre holder sig tilbage

Christof Stache/Ritzau Scanpix
Robert Lewandowski mener, at Bayern Münchens yngre og udenlandske spillere bør træde mere i karakter.

Bayern München-stjernen Robert Lewandowski mener, at der er for få ledere på banen hos det tyske mesterhold.

Den 31-årige angriber savner, at spillere fra midtbanen og forsvaret tør udstikke kommandoer til resten af holdet. I øjeblikket er for meget overladt til ham selv og målmand Manuel Neuer.

- En akse, der kun består af Neuer og Lewandowski, er for lidt.

- På ethvert hold skal der i hver kæde være en leder. En målmand, en forsvarsspiller, en fra midtbanen og en fra offensiven - det vil være perfekt.

- En enkelt spiller kan ikke lede alle andre. Det er for mange og umuligt, siger Lewandowski til Süddeutsche Zeitung før lørdagens opgør mod Borussia Dortmund.

Den rutinerede topscorer, der har scoret 14 mål i ti kampe i Bundesligaen i denne sæson, forsøger at få holdets mange yngre spillere og udlændinge til at træde mere i karakter inde på banen.

Det har dog ikke været nogen nem opgave på et Bayern-hold, der for en uge siden tabte 1-5 ude til Eintracht Frankfurt. Nederlaget kostede cheftræner Niko Kovac jobbet.

- De unge spillere er helt naturligt lidt tilbageholdende, eller de har problemer med sproget. Men jeg ved, at man kun behøver to-tre måneder til at kunne udstikke kommandoer. Det er også, hvad man burde kunne forvente, siger Lewandowski.

Polakken spekulerer i, at nutidens yngre spillere måske er blevet påvirket uheldigt, når de har spillet på diverse talentakademier.

- Hvis man er vant til at få ordrer fra træneren fra en tidlig alder, så mister du noget af det individuelle, dine egne tanker, siger han.

Robert Lewandowski gætter på, at de yngre spillere mangler lysten til at ytre sig verbalt.

- Måske er de lidt bange for at tale.

- Det er en generation, der skriver mange sms'er, de kommunikerer meget på internettet, men de taler mindre i telefon. Det er en anden kultur, siger han.

Lørdagens opgør mod Borussia Dortmund spilles klokken 18.30 i München.

Dortmund indtager Bundesligaens tredjeplads med 19 point, mens Bayern har et færre. Ligaen toppes af Borussia Mönchengladbach med 22 point.

/ritzau/

Annonce
Süddeutsche Zeitungs artikel med Robert Lewandowski
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Borgerlige må ind i kampen

Socialdemokratiet kan glæde sig over det borgerlige Danmarks tillid. Den kommer til udtryk, hver gang socialdemokraterne overtager regeringsmagten. Det er jo ikke verdens undergang og skal såmænd nok gå alt sammen. Sådan plejer det jo at være, lyder det borgerlige kor så. Erkendelsen er korrekt. Med de ulyksalige 1970-ere som den eneste, alvorlige undtagelse har ingen regeringer i efterkrigstiden uanset kulør ført en politik, som tilnærmelsesvis har bragt vores sikkerhed eller velstand i fare. Den nuværende regering er ingen undtagelse. En stram udlændingepolitik, endnu hårdere kurs mod kriminelle, et robust forsvar samt velfærd er mærkesager. Alt dette skal gå hånd i hånd med en ansvarlig økonomi, som den skarpe, interne debat med støttepartierne om minimumsnormeringer viste. Og så skal der kæmpes for klimaet. Ovenstående turde også være målene for enhver borgerlig regering, efter man også til højre for midten har sat miljø øverst på dagsordnen. Eneste stridspunkt mellem regeringen og de borgerlige kunne være skattepolitik og marginale forskelle på, hvordan man vil fordele samfundskagen. Er der et borgerligt projekt? Spørgsmålet er berettiget, for vi har intet hørt om det. Blandt andet lover Venstre blot, at være endnu grønnere end regeringen. Til gengæld hersker der åbenbart intern uenighed om udlændingepolitikken i det største borgerlige parti, hvis profil for øjeblikket står alt andet end skarpt. Alt dette må udløse selvransagelse hos deltagerne i Venstres landsmøde i denne weekend. Men også fra de øvrige, borgerlige partier savner vi visioner. Måske var det ikke blot en påstand, men den fulde sandhed , da Venstre i valgkampen forklarede, partiet ville ganske det samme som Socialdemokratiet – blot uden skattestigninger. Ja, det kan såmænd vise sig at være fortællingen om hele det borgerlige Danmark. Det er - undskyld udtrykket – fesent. Det borgerlige projekt er for vigtigt til, at ansvaret for det (alene) kan betros Socialdemokratiet.

Annonce