Beboere på Bjerrumvej, VisitRibe og Ribe Byferie Resort står bag ønske om en underføring af en cykel- og gangsti under omfartsvej ved Ribe. Trods dødsfald er der intet gjort ved farlig overgang, og håbet er at teknik- og byggevalget vil tage emne
Ribe: Når Esbjerg Kommunes teknik- og byggeudvalg fredag holder møde er der et emne, der endnu ikke er på dagsordenen, men som folk på og omkring Bjerrumvej i det vestlige Ribe håber bliver et punkt.
Helt konkret drejer det sig om passagen af Ringvejen ved Ribe, hvor man skal fra Holmevej til Bjerrumvej, og både beboere på Bjerrumvej og Ribes turistaktører mener, at den ganske enkelt er for farlig at passere.
- Det er ikke kun for os, der bor her. Der er også for gående og cyklende turister på vej til Kammerslusen og Vadehavet, siger en af beboerne på Bjerrumvej, Peter Laursen. Han mener ikke den nuværende løsning er hensigtsmæssig med kun meget lidt plads ved en helle midt på vejbanen, hvor biler passerer helt tæt på begge sider med 80 km/t.
- En underføring af en cykel- og gangsti vil være oplagt, og det vil være en god forlængelse af den bløde cykelsti og den vandresti, man taler om i forbindelse med naturprojekt Ribemarsken, siger han.
I forbindelse med nye undersøgelserne omkring Ribes store omfartsvejsprojekt udtrykte Vejdirektoratet, at overgangen ikke er hensigtsmæssig, og Peter Laursen har selv oplevet konsekvenserne af den manglende sikkerhed på tætteste hold, idet hans daværende svigerfar mistede livet i en ulykke netop her i april 2014.
Peter Laursen, beboer på BjerrumvejJeg synes jo det er decideret uanstændigt, at der har været et dødsfald, uden at der har været ændringer.
Fredagens møde
Fredagens møde i teknik og byggeudvalget går på, hvorvidt det er muligt at hente statsmidler til tre allerede udvalgte cykelsti-projekter i Esbjerg Kommune. Udvalget har flere gange tidligere forsøgt at finde flere penge til asfalt og cykelstier, og udvalgsformand Anders Kronborg kan ikke afvise, at underføringen under Ringvejen kommer op på fredagens møde, idet man også skal drøfte, om der er noget, forvaltningen har overset i deres forslag. Han forklarer dog også, at selv om han har stor sympati for forslaget, så vil projektet skulle ind i en samlet pulje, som der først kan søges midler til senere.
Kærkomment
- Jeg synes jo det er decideret uanstændigt, at der har været et dødsfald, uden at der har været ændringer, siger Peter Laursen, der håber, at teknik- og byggeudvalget vil tage punktet med på fredagens byggemøde, og han får opbakning fra to af de helt store turistaktører i Ribe.
Fra VisitRibe ser man enhver mulighed for sikring af netop dette kryds som kærkomment, fordi Bjerrumvej er med på den kommunale cykelrute, og samme holdning har Ribe Byferie Resort, der ligger få hundrede meter fra krydset.
- Vi sender mange gæster ud på cykel i Nationalpark Vadehavet og ud til Kammerslusen via Bjerrumvej, og vi er meget positive for forslaget om at lave en underføring under hovedvej 11, siger direktør Heidi Maimburg og forklarer, at når man nu er udpeget til at være nationalpark og en del af UNESCO's verdensarv, så er det vigtigt, at man har muligheden for at sende gæster trygt ud i marsken og opleve dette - både til fods og til cykel.