Annonce
Varde

Beboerne i bolig- og andelsforeninger skal nu også sortere madaffald

Hans Christiansen (66) fra Oksbøl var i mange år driftskoordinator i Din Forsyning. Han hjælper til, når der er behov for det. - Det er pragtfuldt. Det synes konen også. Og torsdag går jeg på weekend og møder tirsdag. Foto: Henrik Reintoft
Inden udgangen af november vil beboerne i samtlige bolig- og andelsforeninger i Varde Kommune få udleveret en spand til madaffald.
Annonce

Varde Kommune: I et halvt års tid har borgerne i helårshusene i Varde Kommune sorteret madaffald. Og det til UG, kryds og slange.

Nu gælder det så beboerne i kommunens bolig- og andelsforeninger. I alt 3.051 boliger. Din Forsyning vil inden udgangen af november have været hele vejen rundt med små affaldsspande og poser til madaffald.

- Nu skal de bruge dem, siger projektleder Jens Stræde Bondesen fra Din Forsyning.

Han fortæller, at flere af de store boligforeninger har trippet for at komme i gang med at sortere madaffald.

Mange har for vane at binde en sløjfe på posen med madaffald. Men så lækker den ofte. Bind derfor kun en kunde. Grafik Din Forsyning

Det er blandt andre Hans Christiansen (66 år), der kører ud med de nye affaldsbeholdere. Alle er dog ikke lige begejstrede.

- Jeg var i Blåvand i mandags. De ældre var lidt negative, mens de yngre bare gerne vil i gang, siger Hans Christiansen.

Men erfaringer fra helårshusene viser, at alle ret hurtigt er klar til at trække på samme hammel til gavn for klimaet og miljøet.

Annonce

Bind knude ikke sløjfe

Mange boligforeninger har i dag nogle store 660 liters beholdere stående til restaffald. De skal fortsat bruges til restaffald, mens der opstilles nogle langt mindre beholdere til madaffaldet med et brunt låg. De er kun på 140 liter, da de ellers bliver alt for tunge at flytte.


De ældre var lidt negative, mens de yngre bare gerne vil i gang.

Hans Christiansen, Din Forsyning


Jens Stræde Bondesen gør opmærksom på, at det er meget vigtigt, at folk binder en knude på posen med madaffald og ikke en sløjfe, som en del desværre har for vane. Da løber saften ud, hvorfor det let kommer til at stinke.

Hver husstand får en grøn spand til madaffald og et års forbrug af plastposer. I det nye år skal sommerhusene også til at sortere madaffald. Foto: Henrik Reintoft

Alle lejligheder får en grøn spand og poser til et års forbrug. Derudover medfølger en folder, der er skrevet på otte sprog. Det er dansk, engelsk, tysk, polsk, spansk, tyrkisk, somalisk og arabisk.

Annonce

Ikke lov til at puste ud

Ellers skal beboerne sortere de andre affaldstyper som hidtil. Men kun en kort overgang.

- De får ikke lov til at puste ud. Vi kommer igen, siger Jens Stræde Bondesen med henvisning til, at vi inden for to år skal sortere i ti forskellige affaldstyper.

En del af de store 660 liters containere udskiftes med nye 140 liters beholdere, der udelukkende er til madaffald. Foto: Henrik Reintoft

Lige nu har husstandene i Varde Kommune to todelte affaldsbeholdere stående. Pilen peger på en tredje beholder til fødevarekartoner og plast - både hård og blød plast.

Bolig- og andelsforeningerne har i flere år kunnet sortere de andre typer genbrugsanvendeligt affald. Så her er der ikke meget nyt under solen. Foto: Henrik Reintoft

Pap og papir må fortsat blandes ligesom metal og glas. Derudover skal alle i fremtiden indsamle farligt affald, som eksempel spraydåser. Det er overvejende sandsynligt, at hver husstand får en rød affaldsspand, som stilles ud til tømning, når den er fyldt.

35 procent er madaffald

  • Erfaringerne viser, at 35 procent af vores samlede restaffald er madaffald.
  • Så der er tale om ret så store mængder. Din Forsyning forventer, at når alle sorterer madaffald i Varde Kommune, så samler vi om året 2.800.000 kilo, som omdannes til såkaldt biopulp.
  • Biopulp, som er en stor eddikelugtende grød, sendes til Sinding-Ørre Biogasanlæg nord for Herning, hvor det omdannes til rågas til Arlas mejerier.
  • Din Forsyning og derved kunderne sparer samtidig store udgifter til afbrænding af restaffald. Cirka 1,2 millioner kroner om året.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderborg

Corona aflyser udenlandske bryllupper

Danmark

Frank Jensens kone: Frank betalte prisen for at være et normalt menneske

Annonce