Annonce
Læserbrev

Begge ben på jorden

Læserbrev: Folk med begge ben på jorden, hænger som bekendt ikke på træerne. Der findes utroligt mange ordsprog og talemåder i det danske sprog. De bruges flittigt, og jeg har lagt mærke til, at vi her i Esbjerg er særdeles gode til at holde liv i ordsprogene. De er med til at give vores samtaler farve og humør. Give et smil på læben. De er gode som billedsprog, og de bygger på erfaring og en særlig dansk logik.

Lad mig blot fyre af: At gå agurk, ingen ko på isen, ugler i mosen, så er den ged rund barberet, en kæp i øret, klap lige hesten, hælde vand ud af ørerne, skægget i postkassen osv. osv. Sprogforskere fremhæver sågar, at ordsprogene i mange tilfælde kan hive det sproglige niveau højere op. Ordsprogene er anonyme, hvilket giver dem mere kant og styrke. De er en god måde til at sige mere alvorlige ting på uden at ødelægge stemningen.

Men jeg kan godt forstå, at udlændinge, der forsøger at lære dansk, mange gange er forvirrede på et højt niveau. Oversætter man ”ingen ko på isen” til ”No cow on the ice”, kigger de fleste måbende og tomt ud i luften. Det er ris til egen røv at prøve at oversætte – ja bare forklare eksempelvis: Man skal ikke slå to fluer med et smæk, men hånden på hjertet: Blod er altså tykkere end vand, og små gryder har også ører. Men hold fast i de danske ordsprog. De gør det lidt sjovere at være dansker. Også på en trist regnvejrsdag.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Annonce