Annonce
Livsstil

Begyndte med kamp for søster: 50 år med kamp for ligeværd

Esben L. Kullberg er sekretariatsleder for foreningen Ligeværd, der varetager interesser for unge med særlige behov. Foreningen fejrer i år 50-års jubilæum. På væggen i baggrunden hænger et maleri af foreningens stifter Inger Agnete Grenness. Foto: Jens Thaysen
Foreningsfællesskabet Ligeværd kan i år fejre 50-års jubilæum. I dag står sekretariatsleder Esben Kullberg i spidsen, men det hele begyndte tilbage i 1969 med en søsters kamp for, at unge med særlige behov ikke skulle have samme oplevelse som hendes lillesøster, der aldrig fandt et sted at passe ind. Meget er sket siden da, men foreningen kæmper fortsat for, at samfundet skal øjne muligheder og fjerne barrierer, så unge med særlige behov bliver en del af fællesskabet.

”Hun var en sød lille pige med røde kinder og slangekrøller. Vi legede glimrende sammen, da hun havde en udmærket fantasi”. Sådan skriver nu afdøde stifter af foreningen Ligeværd, Inger Agnete Grenness, om de første minder, hun kunne genkalde fra sin og sin søster Karens barndom. Den fortælling blev udgivet i et af de første foreningsblade. Det er samtidig en historie om grunden til at samle kræfter, der kunne varetage interesser for dem, man dengang kaldte ’sinker’, senere for ’for sent udviklede’ og som i dag går under betegnelsen 'unge med særlige behov'. Sådan et menneske var Karen.

I 1969 stiftede Inger Agnete Grenness det, der dengang hed Landsforeningen til støtte for sent udviklede. Formålet var at skabe steder, hvor folk som Karen i fremtiden ville have muligheder for at udfolde deres evner. Det er det stadig 50 år efter. I dag er det foreningens sekretariatsleder, Esben Kullberg, der står i spidsen.

- Karen havde evner for praktisk arbejde. Hun arbejdede også ved forskellige vævedamer, men det hørte op. Ligesom mange af de andre steder, hun siden blev flyttet hen ikke fungerede. Historien er i bund og grund den, at hun aldrig for alvor fandt et sted, hvor hun kunne bruge de evner, hun havde, fortæller Esben L. Kullberg.

I anledningen af fejringen af 50-års jubilæet er historien om søster Karen vakt til live igen. Hele hendes liv faldt hun mellem to stole. Hun passede ikke ind i åndssvageforsorgen og omvendt heller ikke ind i de almindelige institutioner.

- Det er egentlig en trist historie, for Karen udviklede depression, ocd, fik det hvide snit og endte som en trist og vrangvillig kvinde, fortæller han.

Annonce

Foreningsfællesskabet Ligeværd

Foreningsfællesskabet Ligeværd er en interesseorganisation, der har fokus på udfordringer på alle livsområder for mennesker med særlige behov – uafhængig af diagnose eller ej.

Foreningen blev stiftet i 1969 og kan i år fejre 50-års jubilæum.

Ligeværd rummer blandt andet unge med særlige behov, forældre, pårørende og fagpersoner.

Foreningen arbejder for at forbedre de unges vilkår gennem den politiske dagsorden og støtter desuden sine medlemmer i alle livets facetter. Det gælder uddannelse, bolig, beskæftigelse og fællesskaber.

De unge selv har foreningen Unge for Ligeværd (UFL), der blev stiftet i 1990.

Ringer man til Ligelinie, kan man få vejledning og støtte. Telefonnummer er 2234 3013.

Ligeværd har adresse i Risskov, Aarhus.

Læs mere på www.ligevaerd.dk.

Vigtigt retskrav

Meget har ændret sig siden slutningen af 60’erne. Sekretariatslederen kan kigge tilbage på landvindinger, som da de unge med særlige behov i 2007 fik retskrav på en treårig uddannelse forkortet STU (særligt tilrettelagt uddannelse). En større synlighed i samfundet og muligheder for komme i fleks- og skånejob har været med til at skubbe til udviklingen. I dag findes over 400 STU-institutioner. Definitionen på unge med særlige behov er egentlig ret abstrakt. Det dækker ikke kun over diagnoser som autisme, ocd og udviklingshæmmede. De unge har det til fælles, at de har problemer med hukommelse og koncentration, mister overblik og kan have svært ved sociale relationer.

- Vi er ikke specielt optaget af, hvorfor vores målgruppe er, som de er, men i stedet hvad vi kan hjælpe dem med, fortæller Esben L. Kullberg.

Organisationen Ligeværd løber i tre spor: de unge selv, forældre og pårørende samt et fagligt forum og skoler. Foreningen yder rådgivning og vejledning i et bredt spektrum af uddannelse, beskæftigelse, bolig og fællesskaber.

- Når man arbejder med den her gruppe, handler det om at se de unge mennesker i en helhed. Fritidsliv, arbejdsliv og hjemmeliv hænger sammen. Der er nødt til at være broer mellem de overgange, ellers bliver de til kløfter. Sommetider skal der også være hjælp til at følge de unge over broen, forklarer han.

At bygge broer - og hjælpe over

Det er også grunden til, at Ligeværd har fokus på, at de unge ikke ender i en blindgyde efter en endt STU, men at de får en hjælpende hånd til et job eller ny uddannelse. Det kræver lidt ekstra, for unge med særlige behov passer ikke altid ind i samfundets kasser.

- Et eksempel, jeg plejer at bruge, er fra et jobcenter, hvor en ung fyr bliver spurgt, om han har styr på sine penge. Han svarer ja. Medarbejderen på jobcentret mener hans økonomiske situation, men han tror, der bliver spurgt til hans tegnebog. Og den har han jo lige i lommen, fortæller sekretariatslederen.

Derfor er det afgørende for Ligeværd at styrke helheden omkring foreningsarbejdet. Samarbejde er et vigtigt arbejdsredskab.

- Vi ved, at vi ikke kan stå alene. Foreningen har praktiseret samarbejde gennem alle årene. Det vidste fru Inger Agnete Grenness også. Hun rakte ud til skolefolk. Vi rækker i dag også ud efter kommunerne og samarbejder med lokale virksomheder, fortæller Esben L. Kullberg.

Foreningen Ligeværd har gang i flere ny projekter. Blandt andet udarbejdelse af brætspil om identitetstyveri og ensomhed. Et beskæftigelsesprojekt i samarbejde med socialøkonomiske virksomheder og udvikling af frivillighed i de unges egen forening UFL. Foto: Jens Thaysen

En uendelige opgave

Men arbejdet er langt fra færdigt, for selv om sekretariatslederen glæder sig over landvindingerne, venter der stadig udfordringer.

- På mange områder står vi det samme sted som dengang. Når vi bladrer gennem de gamle blade, støder vi på samme sætninger som i dag. Det handler i høj grad om, at det er en gruppe mennesker, der politisk nemt kan køres over, for de har svært ved at tale deres egen sag, mener han.

På trods af et retskrav om uddannelse, har de unge med særlige behov for eksempel ikke fri valgmulighed mellem uddannelser, som andre unge har. Det er bare ét ud af mange områder, som Ligeværd arbejder med.

- Vi favner bredt. Det er en ambitiøs opgave, vi har stillet, og det er ikke altid, vi lykkes med den, men vi halser efter. For eksempel kan vi have fokus på bolig, men skal også huske at have øjne på beskæftigelse. Idealet er, at vi kommer hele vejen rundt. Vi er 12 dedikerede ansatte, men udfordringerne er uendelig. Det er ikke et arbejde, der nogensinde slutter, forklarer Esben Kullberg om præmissen for at lede en interesseforening som Ligeværd.

Hans job handler først og fremmest om at skabe ligeværd for unge med særlige behov, men det arbejde hænger tæt sammen med sammenhængskraften i Danmark.

- Det handler i bund og grund om det moralske imperativ. Altså at der er en grund til at gøre en forskel. Mennesker har et værd, uanset om de har en sygdom eller ej. Det er et holdningsmæssigt perspektiv. Intet samfund kan holde til for meget ulighed. At inddrage alle handler også om fællesskaber og demokrati.

I dag hedder det Foreningsfællesskabet Ligeværd, men da den blev stiftet i 1969 var navnet Landsforeningen til støtte for de sent udviklede. Sådan så en forside af foreningsbladet ud anno 1980. PR-foto: Ligeværd

Frygt og håb for fremtiden

Det kan være svært at spå om fremtiden, men Esben L. Kullberg tør godt lufte sine tanker, for en forening som Ligeværd skal følge med tiden, hvis man spørger ham. Det er særligt inden for den teknologiske udvikling og kunstig intelligens, han retter sit blik.

- Teknologi giver muligheder, men også udfordringer. Her ligger både min frygt og mit håb for fremtiden.

Særligt frygten for, at ensomheden blandt unge med særlige behov, som i forvejen er stor, vil blive forstærket, er en reel bekymring for Esben L. Kullberg, men også øget ulighed ligger ham på sinde.

- Det er min frygt, at vi får et samfund, hvor dem, der kan, har alle muligheder. Men hvor dem, der har det svært, bliver marginaliseret. På det område er der behov for holdninger, for jeg kan ikke se markedskræfter føre an. Det er spørgsmål om at insistere på ligeværd for alle, mener han.

Når det kommer til tankerne om håb for fremtiden, er de mere abstrakte.

- Det er svært at forestille sig, men der er store muligheder. Mit håb er, at teknologien kan bruges til at hjælpe mennesker, der har det svært, så de kan få bedre plads i fællesskabet. Tænker man på Karens historie, var der et talent, som gik til spilde. I dag er der stadig masser af talent, der skyller væk, fordi de unge ikke trives, pointerer han.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce