Annonce
Udland

Beijing er på vej ud af liste over 200 mest forurenede byer

Nicolas Asfouri/Ritzau Scanpix
Koncentrationen af særlige lungeskadelige partikler er det laveste, siden man begyndte at måle i 2008.

Den kinesiske hovedstad, Beijing, er på vej ud af listen over de 200 mest forurenede byer i verden.

Det viser nye tal fra teknologivirksomheden Iqair Airvisual, der måler luftkvalitet.

Koncentrationen af lungeskadelige og luftbårne partikler med en diameter på mindre end 2,5 mikrometer er det laveste, siden man begyndte at måle i 2008.

Hvis koncentrationen forbliver på det nuværende niveau i resten af 2019, vil den være faldet med knap 20 procent siden 2018 og knap 33 procent siden 2017.

Koncentrationen er dog stadig fire gange højere end, hvad Verdenssundhedsorganisationen, WHO, anbefaler. WHO retningslinjer tilsiger, at koncentrationen skal ligge på 10 mikrogram per kubikmeter luft i gennemsnit på et år.

I løbet af 24 timer bør man ikke udsættes for mere end 25 mikrogram, skriver WHO.

Kinas egen nationale standard ligger på 35 mikrogram, men i Beijing har tallet i de første otte måneder af 2018 ligget på 42,6 mikrogram per kubikmeter luft.

I august alene har den gennemsnitlige koncentration ligget helt nede på 22,1 mikrogram.

Til sammenligning er tallet den 12. september klokken 07.00 17 mikrogram på H.C. Andersens Boulevard i København. Det viser tal fra hjemmesiden aqicn.org, der måler den øjeblikkelige luftforening verden over.

Beijing har siden 2014 kæmpet aktivt mod den voldsomme luftforening i storbyen, der huser over 20 millioner indbyggere.

Den kinesiske regering har udtalt, at den vil indføre flere tiltag for at minimere luftforureningen.

I Beijing er det allerede gjort ulovligt at affyre fyrværkeri og sælge brændstof i august for at minimere luftforureningen frem mod fejringen af 70-årsdagen for oprettelsen af Folkerepublikken Kina.

PM2.5-partiklerne er omkring 30 gange finere end et menneskehår. De kan - hvis de indåndes - være skyld i hjerteanfald, slagtilfælde, lungekræft og åndedrætsproblemer.

I New Delhi blev der ifølge flere medier målt over 900 mikrogram. Storbyen, der har 19 millioner indbyggere, ligger i toppen over mest forurenede byer.

/ritzau/Reuters

Annonce
PM2.5-niveauet i København
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hvad bilder ministeriet sig ind?

I 2014 besluttede et flertal i Folketinget, at man ville have 14 års dansk indsats i Afghanistan undersøgt med særlig vægt på det civilt-militære samarbejde. Forsvarsakademiet, Dansk Institut for Internationale Studier samt et konsulentfirma skulle står for opgaven, men nu viser aktindsigter til Berlingske, at man i Forsvarsministeriet langt hen ad vejen ikke var tilfreds med især en række kritiske passager i udkastet til den endelig rapport. 14 kritiske passager er enten blevet fjernet eller ændret, således at slutresultatet tegner et mere rosenrødt billede af den danske indsats i Afghanistan, end det oprindeligt var tiltænkt, inden Forsvarsministeriet kom med forslag til, hvor man skulle have slettelakken frem. Nu bliver der i denne verden helt generelt lavet alt for mange rapporter, men denne havde dog det ædle formål at orientere Folketinget om, hvad der var gået godt og skidt. En rimelig idé, skulle man synes, al den stund, at danske soldater sendes ud i livsfarlige missioner, ligesom det danske samfund bruger milliarder af kroner på disse opgaver. Men Forsvarsministeriet syntes åbenbart ikke, at det var nødvendigt for vores folkevalgte eksempelvis at få at vide, at et fælles sekretariat mellem Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet ikke fungerede. Ej heller skulle det frem, at velkendte indretninger som offentlige udbud, der på vores breddegrader er med til at forhindre korruption, faktisk gjorde det modsatte i Afghanistan. Folketinget er altså blevet forholdt væsentliger oplysninger, og det er en skandale, også selv om ministeriet meddeler, at man jo bare kom med forslag til, hvad der skulle ændres eller slettes. Den har man hørt før, og den bliver ikke mere sand af at blive gentaget. Denne sag vidner om, at Forsvarsministeriet og nogle ansatte der har haft mere travlt med at pleje eget ry og karrierer end at oplyse Folketinget sandfærdigt om, hvad der er foregået i Afghanistan. Det er ikke bare uhæderligt, det er at sætte sig over landets øverste parlamentariske forsamling.

Billund

Brandvæsenet pumper løs: Oversvømmelser rammer lufthavnsparkering

Annonce