Annonce
Sport

Bekræftet: Chelsea fyrer Frank Lampard som manager

Klublegenden Frank Lampard er mandag blevet fyret som manager i fodboldklubben Chelsea. Foto: Dylan Martinez/Reuters

Chelsea bekræfter, at Frank Lampard er fyret som manager i fodboldklubben efter halvandet års ansættelse.

Den engelske fodboldklub Chelsea har fyret Frank Lampard som manager. Det oplyser London-klubben på sin hjemmeside mandag.

Fyringen skyldes dårlige resultater og præstationer i den seneste tid, oplyser Chelsea, som ikke ser en tydelig og klar vej til forbedringer under Lampard.

Chelsea har kun vundet to ud af de seneste otte kampe i Premier League, og holdet er blot nummer ni i ligaen lige nu.

Lampard, der i mange år var stamspiller hos Chelsea, blev i juli 2019 ansat som manager i klubben.

Chelsea-ejer Roman Abramovich forklarer, at han ikke har haft let ved at sparke Lampard ud af klubben, men den russiske rigmand har alligevel fundet det nødvendigt.

- Det har været en meget vanskelig beslutning for klubben, ikke mindst fordi jeg har et fremragende personligt forhold til Frank og den største respekt for ham, siger Abramovich til klubbens hjemmeside.

- Han er en mand med stor integritet og med den højeste arbejdsmoral, men under de givne omstændigheder mener vi, at det er bedst for os at skifte manager, siger han.

Abramovich takker Lampard på vegne af alle i klubben og ønsker ham held og lykke i fremtiden.

- Han er et stort ikon i denne fantastiske klub, hvor hans status vil være uændret. Han vil altid blive taget godt imod på Stamford Bridge, lover Abramovich.

Chelsea ønsker ikke at komme med yderligere kommentarer, før en ny manager er blevet fundet og ansat.

Flere engelske medier har tidligere mandag skrevet, at afløseren bliver den tidligere Paris Saint-Germain-træner Thomas Tuchel.

/ritzau/

Læs mere om Lampards fyring på Chelseas hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce