Annonce
Aabenraa

Bekymring for overnatningskrav afblæst: Hotel Europa har travlt med danske gæster

Helle Taulbjerg fastholder kritik af overnatningskravet, men glæder sig over en travl sommer. Arkivfoto: Claus Thorsted
Direktøren for Hotel Europa melder om sommermåneder med fulde huse. Kravet om seks overnatninger til udenlandske rejsende har ikke presset økonomien i juli, for danskerne er checket ind i stedet.
Annonce

Aabenraa: I slutningen af juni måned skrev direktør for Hotel Europa, Helle Taulbjerg, et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen (S) og bad om at få seks dages reglen ophævet for alle turister.

Problemet var, at udenlandske turister prøvede at omgå reglen, og det gav hotellet bøvl. Hotel Europa modtog således bookinger fra turister, som ville have fingrene i dokumentation til brug for indrejse i Danmark, men kort efter bookingen var bekræftet, blev den afbestilt igen.

Annonce

Ualmindelig travl sommer

Reglen blev ikke lavet om, men Helle Taulbjerg har ikke haft tid til at se sig tilbage siden. For trods bange anelser om manglende gæster har juli måned været ualmindelig travl, og det samme billede tegner sig for august.

- Vi har meget mere travlt denne sommer end normalt, men det er danske gæster og ikke udlændinge, som vi plejer at se, siger Helle Taulbjerg, som trods en øget omsætning fastholder kritikken af overnatningskravet.

Når hun kigger ind i september måned, ser det stadig fornuftigt ud, men det er endnu for tidligt at spå om, hvorvidt det bliver en god eller dårlig måned.

Krav om seks overnatninger

Da grænserne til Danmark blev delvist genåbnede den 15. juni 2020, indførte regeringen en række restriktioner for indrejsende. Personer med bopæl i et land, der er kategoriseret som »åbent« fik mulighed for at rejse ind i Danmark med et anerkendelsesværdigt formål eller dokumentation på et ophold på minimum seks overnatninger. Reglerne er indtil videre gældende indtil fredag den 7. august 2020 kl. 23.59. 

- På det tidspunkt er det de forretningsrejsende, der bor hos os, men spørgsmålet er, om rejseaktiviteten bliver genoptaget i virksomhederne. Det ved vi ikke endnu, siger Helle Taulbjerg og tilføjer, at hotellet almindeligvis huser lige mange danske og udenlandske forretningsrejsende.

Annonce

Efterslæb på millioner

Selvom det lige nu er svært at få et værelse på Hotel Europa, så understreger Helle Taulbjerg dog, at det ikke bliver et rekordår. Efterslæbet for flere måneders nedlukning er på mellem tre og fire millioner, og det bliver formentlig ikke til at hente.

- Når vi har flere gæster som i øjeblikket, så stiger vores udgifter også, for vi skal have personale til at tage sig af dem. Lige nu ligger vi 10 procent over det, vi plejer, men der er stadig lang vej, siger Helle Taulbjerg.


Vi har meget mere travlt denne sommer end normalt, men det er danske gæster og ikke udlændinge, som vi plejer at se.

Helle Taulbjerg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce