HADERSLEV: Efter tirsdagens trafikuheld på Omkørselsvejen, fordi en kvinde bremsede for grågæs på vejbanen, vil udvalgsformand skrue bissen på overfor de mange gæs i Damparken.
Benny BondeVi skal tage fløjlshandskerne af og skyde nogle stykker i marts og april.
– Det er et problem. Jeg tror, vi bliver nødt til at se hinanden i øjnene i byrådet og sige, at vi tager nogle skrappere midler i brug. Jeg tror ikke, vi slipper for at aflive nogle gæs. Vi må søge dispensation og skyde nogle stykker, siger Benny Bonde (NB), formand for udvalget for plan og miljø.
Han har ikke hørt om trafikuheld før på grund af gæs. Kun set mange nedkørte gæs på Omkørselsvejen.
– Gæssene bliver kørt ned. Det har jeg set adskillige gange. Men jeg har kun set tre i år. Nu får vi så også trafikproblemer.
Han har tidligere skældt ud over, at der ikke er sat hegn under den lille bro, der forbinder inderdam og yderdam, så gæssene ikke kan svømme ind og ud med deres gæslinger.
– Men det hjælper jo ikke. De går jo bare over vejen?
– Nej. Den yderste dampark er hegnet fint af; det er kun de to broer, der mangler. Den anden kan vi ikke spærre af for dambåden. Men vi kan spærre det hele af og lave noget automatik med en port i. Og på den anden side skal der hegnes af helt ned til roklubben, siger han og tilføjer:
Skyd dem i marts og april
– Det her det duer ikke. Vi skal have "Stafet for livet" og kunne bruge Damparken. Til sidst vil folk ikke gå der. Vi skal tage fløjlshandskerne af og skyde nogle stykker i marts og april.
Onsdag formiddag var der flere hundrede grågæs fordelt over hele Damparken. Og endnu flere gåselorte. Men der var også lidt gråænder og mindst tre bramgæs, samt andre småfugle.
– Gæssene er et sky dyr, men nu har de vænnet sig til, at der er fred og ingen fare, derfor søger de derhen. Og så skal folk lade være med at fodre de her gæs. Vi er nødt til at være mere bissede og sige: Mennesker før gæs. Vi kan ikke have, at Damparken bliver overtaget af dyr. Ænder og svaner bryder sig heller ikke om at være der; gæs er en dominerende art.
Ukendt antal gæs
Hvor mange gæs, der reelt har slået sig ned i Damparken, er der ingen tal på. Men bestanden er vokset år for år.
– Vi kan se på 10 eller 20 gæs, men vi kan ikke se på 2000. Der er mange andre steder, de kan være. Blandt andet ude på Benny Bondes arealer. Så må han betale for det. Jeg har også problemer med de gæs; de giver gødning og kommer med en masse ukrudt, og der er nogle afgrøder, der er helt væk, men det lever vi med. Men vi kan ikke leve med at have 2000 i Damparken. Det har vi inden længe. De formerer sig og bliver gamle, siger Benny Bonde.
– Ved du hvor mange, der er?
– Nej, det ved jeg ikke. Men vi ved bare, at der er for mange, og at de er et problem dernede.
Og det er vokset voldsomt i år, selv om der blev sat initiativer i værk.
– Vi havde en aftale om, at jægerforeningen skulle gå dernede i april med hunde og jage dem væk. Det lykkedes også fint i starten. Vi er nødt til at få de gæs væk; det nytter ikke noget. Jeg er af den indstilling nu, at vi skal til at aflive nogle næste år. Hvis vi skyder nogle stykker, så vil problemet tage af.