Annonce
forside

Bente og Hans-Jørgen er klar til at heppe de danske drenge frem

- Det ser totalt tåbeligt ud, siger Hans-Jørgen Kellner med et stort grin, men ifører sig alligevel til ære for fotografen den rød/hvide hat, som det ellers først var meningen skulle frem i Varazdin på fredag. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Ægteparret Kellner fra Rens er vilde med håndbold. Tidligere som aktive, nu som tilskuere. Torsdag morgen tager de til Kroatien for at heppe på det danske herrelandshold, som de - trods udfaldet mod Tjekkiet - tror på nok skal nå mellemrunden.

Rens: Torsdag morgen klokken 6.50 letter Bente og Hans-Jørgen Kellner fra lufthavnen i Hamborg. Slutdestination: Varazdin. Byen i det nordlige Kroatien, hvor mellemrunden i EM i herrehåndbold fredag fløjtes i gang. Forhåbentlig med dansk deltagelse.

Det var lidt af en streg i regning for det håndboldglade ægtepar fra Rens, at Danmark mandag højst overraskende tabte til Tjekkiet. Da blev der undevejs talt med store - og knap så pæne - bogstaver foran fjernsynet hjemme i Rens Bygade.

Det vil sige: Det var Hans-Jørgen, der råbte mest. Men det er selvfølgelig også ham, der har været håndboldtræner gennem det meste af en menneskealder.

- Det var jo direkte pinligt, lyder den hårde dom, mens Bente glatter ud:

- Til næsten alle slutrunder har de en kamp med kollektivt nedbrud. Så jeg er sikker på, at regnestykket nok skal komme til at gå op til Danmarks fordel. De træner så meget, og de vil det så gerne. De skal nok komme igen.

Annonce

Jeg skal selvfølgelig sige Danmark, men jeg tror nu mest på Kroatien som europamester. De har et godt hold, og med 15.000 tilskuere i ryggen bliver de svære at slå.

Hans-Jørgen Kellner

Venner skal også med

Mens Bente Kellner arbejder i både psykiatrien hos Region Syddanmark og på det lokale plejecenter i Bylderup-Bov som primært nattevagt, er socialpædagogen Hans-Jørgen Kellner efter en årrække som døgnvagt på skolehjemmet i Rønshoved nu ansvarlig for overvåget samvær, når biologiske forældre møder deres børn hos plejeforældre. Han har 14 børn i sin varetægt, som han selv laver alle aftaler omkring. På turen til Kroatien skal der også et vennepar fra Rens med, så det skal nok - uanset resultaterne - blive en god tur. For som Hans-Jørgen siger, så er øllene dernede billige og maden god, og så går det jo sjældent helt galt.

Fra kvinder til mænd

Og skulle det ske, at det danske landshold snubler, så går det såmænd også. For nok holder ægteparret med Danmark, men allermest holder de af håndbold. Herrehåndbold.

I de glade Jernhårde Ladies-dage arrangerede Hans-Jørgen ellers ture til både VM i Tyskland i 1997 og EM i Holland året efter, men efter han mødte Bente, skiftede fokus fra kvinder til mænd. Selv om hun selv har spillet masser af håndbold, så har det nemlig kun været herrehåndbolden, der kunnet fange hendes interesse som tilskuer.

- Min søn, Silas, står i mål på TMT Tønders U18-hold i 1. division, så vi ser gerne TMT's ligakampe. Men vi kan også sagtens finde på at køre i Skansen og se SønderjyskE eller til Kolding. Jeg håber virkelig, at alle tre hold bliver i ligaen, siger Bente.

Der fulgte en kone med

Det kan nok ikke komme som nogen overraskelse, at det var i forbindelse med håndbold, at de to mødte hinanden for 14 år siden. Hans-Jørgen var træner for DGF Flensborg, den danske gymnastikforening syd for grænsen, hvor Bentes ældste datter begyndte at spille, fordi der ikke længere var udfordringer nok i Store Jyndevad.

- Jeg skulle jo køre hende, og så skulle vi da altid lige have en kop kaffe bagefter, fortæller hun om mødet med fraskilte Hans-Jørgen, der altså fik ikke bare en venstrehåndet spiller, men også en kone med i dét klubskifte.

Tid til at tage af sted

I dag har Hans-Jørgen lagt trænergerningen på hylden.

- Jeg kan godt lide stadig at være på gulvet, men jeg orkede ikke alle de forberedende stævner og det forpligtende i at skulle af sted næsten hver dag og alle weekender, forklarer han.

Det betyder, at der ikke længere er nogen turneringsplaner, der skal tages hensyn til, så nu kan der godt rykkes en uge ud af kalenderen til at følge Danmark på nærmeste hold.

- Og skulle Danmark ryge ud inden mellemrunden, så bliver det stadig en oplevelse at skulle derned. Det er jo de bedste, der spiller, og vi vil gerne se gode håndboldkampe, siger Hans-Jørgen.

Men han og Bente krydser da selvfølgelig fingre for, at der bliver brug for det store dannebrogsflag - nu har hun jo lige vasket det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Sådan undgår du at få coronavirus: Tag bare til Norditalien, men kram ikke en italiener

Læserbrev

Det handler om et ordentligt arbejdsmiljø

Når jeg som medlem af økonomiudvalget har valgt offentligt at gå i rette med Mogens Rerups adfærd, er det for at beskytte vores medarbejdere mod psykisk dårligt arbejdsmiljø og for at tydeliggøre over for medarbejdere, at de har retten til at sige fra over for enhver adfærd, der kritiserer og krænker. Denne sag handler om at sikre et ordentligt arbejdsmiljø bag det arbejde, der sker i forvaltningerne. HK og Dansk Socialrådgiverforening har henvendt sig til Haderslev Kommune og er medunderskriver af brevet, idet begge fagforeninger har udtrykt bekymring for deres medlemmers ve og vel. Desværre har konflikterne stået på i årevis og er kørt i hårdknude, og der er tale om et langvarigt pres på en personalegruppe og af medarbejdere og ledere, der fortsat kan se, at de bliver hængt ud med navns nævnelse til social udskamning på sociale medier. Partsrepræsentanters rolle er at føre sag på borgeres vegne og at varetage borgerens interesser. Det kræver et samarbejde for at få et ofte kompliceret sagsforhold til at gå op, som de fleste har en gensidig interesse i. Kommunen kan afvise en person som partsrepræsentant, hvilket sker i så sjældne tilfælde, at jeg ikke i andre situationer har hørt om dette i Haderslev Kommune. Det sker kun, hvis partsrepræsentanten tilsidesætter borgerens egne interesser i sagen, eller hvis vedkommende optræder truende eller voldeligt over for myndighedspersoner. Brevet til de kommunalt ansatte er det politiske budskab om, at vi tager arbejdsmiljøet seriøst. I brevet er der samtidig en opfordring om at styrke dialogen på arbejdspladsen, så ingen medarbejder skal føle sig alene i konfliktfulde situationer.

Annonce