Annonce
Sønderborg

Beredskabschefen i Sønderborg er fratrådt

Beredskabschef Bjarne Neermann har forladt Sønderborg Brand & Redning efter otte års ansættelse. Arkivfoto
Bjarne Neermann har forladt jobbet som beredskabschef i Sønderborg efter otte år på posten, men er meget fåmælt om årsagen, da han er fratrådt efter gensidig aftale med kommunen.

SØNDERBORG: Beredskabschef Bjarne Neermann er fratrådt efter otte år på posten i Sønderborg. Fratrædelsen er sket efter gensidig aftale med arbejdsgiveren, Sønderborg kommune. Bjarne Neermann var sygemeldt henover årsskiftet og fratrådte, inden han blev raskmeldt. Han har ikke været i aktiv tjeneste som beredskabschef i indeværende år. Der søges en ny beredskabschef med ansøgningsrunder og samtaler i løbet af juni og tiltrædelse til august.

- Jeg er ikke i Sønderborg mere. Det er nogen tid siden, jeg stoppede. Jeg vil ikke udtale mig om noget. Jeg har indgået en aftale om fratrædelse i gensidig forståelse, og den har jeg tænkt mig loyalt at holde mig til, siger 54-årige Bjarne Neemann, der bor i Egtved og kom fra beredskabet i Vejle, da han tiltrådte i Sønderborg i 2011.

Han kom i sin embedsperiode til at stå for en øget professionalisering med flere betalte ansatte og færre frivillige brandværn, hvoraf nogle dog var nedlagt allerede ved hans tiltrædelse. I Bjarne Neermanns tjeneste er der også blevet mere at se til med bekæmpelse af oversvømmelser og vand, der skulle pumpes væk, ved eksempelvis talrige oversvømmelser i Skovmose og højvande på havnen.

Annonce

Stillingsopslag

Stillingen som beredskabschef i Sønderborg er slået op med ansøgningsfrist 10. juni. Den fordrer ledelsesmæssig erfaring og lederkompetencer samt evenen til at kommunikere visioner og værdier klart, tydeligt og involverende ud for at skabe følgeskab. Man skal være proaktiv og innovativ i bestræbelserne på at løse komplekse problemstillinger og have stærke sociale kompetencer og være god til at opbygge og vedligeholde relationer. Se hele stillingsopslaget på Sønderborg kommunes hjemmeside under ledige jobs.

Underskud

- Ansættelsesaftalen ophører i en gensidig aftale. Vi har gennem et par år set, beredskabet ikke har kunnet overholde budgettet. Det er der mange årsager til. Vi har besluttet at tilføre ekstra midler til at sikre, vi kan leve op til det krævede, siger borgmester Erik Lauritzen, Socialdemokratiet, der er formand for beredskabskommissionen.

Økononomistyring og opfølgning er sammen med budgetlægning en del af beredskabschefens jobbeskrivelse.

- Det er en personalesag. Der er lavet en gensidig aftale om aftrædelse. Vi er ved at ansætte en ny beredskabschef, siger drifts- og anlægschef Henrik Littau-Jensen, der ikke vil kommentere fratrædelsen yderligere.

Sidste år forlod viceberedskabschef Søren Kafton Simonsen Sønderborg efter 11 års tjeneste i forreste geled. Han er i dag viceberedskabsinspektør i Beredskab Øst i Københavnsområdet og pendler frem og tilbage fra Sønderborg.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce