Annonce
Tønder

Beredskabsdirektør siger farvel og tak: Skal være kommunaldirektør

Lars Møldrup siger farvel og tak til Brand & Redning Sønderjylland. Arkivfoto: André Thorup
Efter godt to år i sædet takker Lars Møldrup af som beredskabsdirektør for Brand & Redning Sønderjylland. I stedet skal han være kommunaldirektør i Fanø Kommune.
Annonce

Sønderjylland: Brand & Redning Sønderjylland skal have ny beredskabsdirektør.

Det står klart efter, at den nuværende beredskabsdirektør Lars Møldrup har valgt at sige sit job op og søge nye udfordringer som kommunaldirektør i Fanø Kommune fra 1. november 2020.

- Det er simpelthen fordi, der var noget andet spændende i horisonten, som jeg var blevet draget af. Det er altid svært at forlade noget, men der ligger en spændende opgave forude på Fanø. Det er det, der er årsagen, forklarer Lars Møldrup om sit farvel til Brand & Redning Sønderjylland.

Annonce

En god tid

Efter godt to år i det forreste sæde af de røde brandbiler, er tiden kommet til noget andet, selvom det ifølge den nu afgående beredskabsdirektør både har været en spændende og givende opgave at stå i spidsen for Brand & Redning Sønderjylland.

- Det har været en vildt god tid i Brand & Redning Sønderjylland. Vi kunne selvfølgelig have opnået meget sammen endnu, men det er faktisk min oplevelse, at vi er lykkedes på en lang række områder, siger Lars Møldrup, som i særdeleshed peger på fastlæggelsen af mission og vision internt i organisationen som et vigtigt element.


Lars har været en rigtig dygtig brand- og redningsdirektør i Sønderjylland. Han har virkelig formået at bringe Brand & Redning Sønderjylland endnu videre, end vi var i forvejen

Henrik Frandsen, borgmester i Tønder og kommissionsformand for Brand & Redning Sønderjylland


- I løbet af den korte tid er det lykkedes at få flyttet og få sat en ny kurs for samarbejde og et robust beredskab, fortsætter han.

Annonce

Vemodig afsked

Ifølge formand for beredskabskommissionen bag Brand & Redning Sønderjylland, Henrik Frandsen, som desuden er borgmester i Tønder Kommune, så er det med vemod, at organisationen nu må sige farvel til Lars Møldrup.

- Det synes jeg er rigtig ærgerligt, for Lars har været en rigtig dygtig brand- og redningsdirektør i Sønderjylland. Han har virkelig formået at bringe Brand & Redning Sønderjylland endnu videre, end vi var i forvejen. Det var en velsmurt forretning, han overtog, og det er det stadig,  siger Henrik Frandsen, der sender en god tanke til den kommende kommunaldirektør på Fanø.

- Jeg vil da ønske Lars tillykke med den nye stilling og held og lykke med de nye udfordringer. Det er jo en spændende stilling sådan at blive kommunaldirektør på Fanø, siger Henrik Frandsen.

Annonce

Skude i god gænge

Processen med at finde en ny beredskabsdirektør går derfor også snarest muligt i gang, og indtil da forventer Henrik Frandsen, at der bliver konstitueret en midlertidig direktør for beredskabet. For det kommer til at tage tid, før en afløser er på plads, da en hel rekrutteringsproces skal igangsættes nu.

-Det kommer i hvert fald til at tage nogle måneder, slår Henrik Frandsen fast.

Ved udgangen af oktober er det slut for Lars Møldrup, og det er en smule specielt, fortæller han men slår fast, at han er ganske overbevist om, at han efterlader skuden i god gænge.

- Det er med glæde, at jeg kan give stafetten videre til den, der skal tage over. Vedkommende vil møde en organisation, der er velsmurt og veldesignet, og et frivilligt beredskab der i den grad er villig til at byde ind, når man lytter til dem, afslutter den afgående beredskabsdirektør.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce